Nødaflivning i hjemmet
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Advarsel: Den følgende tekst er IKKE for sarte sjæle!!! Er du i tvivl om, hvorvidt du er i stand til at udføre en hjemmeaflivning, så LAD VÆRE og tag i stedet til dyrlægen!!!
Det er først og fremmest vigtigt at pointere, at det IKKE er ulovligt at hjemmeaflive.
Dyreværnsloven siger følgende om aflivning:
§ 13. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.
Hvorfor er det godt at kunne?
Jeg har altid sagt, at jeg aldrig kom til at kunne aflive et marsvin selv. Men har man én gang stået med et hunmarsvin kl. 3 om natten, som har udskudt livmoderen og som har det rigtig rigtig dårligt, og hvor det mest humane for dyret vil være, hvis det hurtigst muligt kan slippe for flere lidelser, så er man som ansvarlig marsvineejer/opdrætter nødt til, at kunne udføre en hjemmeaflivning. Hvis man som jeg bor lidt ude på landet og har forholdsvis langt til dyrlægen, og står man så i situationen kl. 3 om natten, hvor dyret egentligt ville lide mere, hvis man først skal til at have den til vagtdyrlægen, end hvis man nødafliver den selv, så vil man blive glad for, at man kan gøre det. Jeg kunne ALDRIG drømme om at aflive raske dyr af hverken den ene eller anden grund. Jeg afliver KUN i tilfælde, hvor det er den mest humane løsning for dyret. Og jeg gør det, fordi jeg tager et ansvar for dyret og dets velbefindende. Det er meget vigtigt at pointere, da man tit oplever, at folk begynder at himle op om, at det er mishandling at aflive selv. Det er det ikke, hvis man ved hvad man gør. Så gør man det fordi det er det bedste for dyret. Det har intet at gøre med at ville spare penge på ikke at tage til dyrlægen eller andet i den dur, men ganske enkelt fordi man står med et dyr, som lider, og som vil have bedst af at slippe for at lide unødigt, så hurtigt som muligt. Der er en hjemme-/nødaflivning et humant valg for dyret.
Hvordan gøres det så?
For nogen vil det følgende kunne virke makabert, mens andre vil tænke: ”Gud, er det ikke værre?”. Jeg tager udgangspunkt i aflivning af voksne marsvin, for aflivning af unger vil efterfølgende være en hel del nemmere. Jeg har beton gulv i min garage. De fleste vil nok kunne regne ud, hvad der så følger nu, men jeg tager forklaringen alligevel, da det er vigtigt, at man ved PRÆCIS hvad man skal gøre, før man gør forsøget. Man tager fat om marsvinets bagpart og slynger den med fuld kraft ned i gulvet, med hovedet først. Ja, det lyder voldsomt, MEN: Det går hurtigt!!!
VIGTIGT!!! Når man har fat om dyrets bagpart, må man IKKE tøve, men udføre aflivningen i ÉT hårdt slag!!!
I de allerfleste tilfælde vil dyret være død med det samme det har ramt jorden, hvis man har gjort det rigtigt. Jeg vælger dog altid, som en sikkerhedsforanstaltning, efterfølgende at lægge dyret hen over en kasse, med hovedet ud over kanten, og så får den et par slag over nakken med en kort, massiv træstok (jeg kalder den en gokkestok – lidt morbid humor må man godt have). På den måde er man 100% sikker på, at nakken ER brækket = det vil dyret aldrig kunne overleve.
Den bedste indikator på, at dyret er dødt er, hvis der kommer blod ud af næsen. Det er dog ikke altid det sker, og derfor lader jeg gerne dyret ligge indtil jeg kan mærke, den begynder at blive kold og stiv, fordi jeg altid sikrer mig, at jeg har gjort tingene ordentligt. Jeg har dog til dato aldrig oplevet et dyr, der var ved bevidsthed efter det havde ramt gulvet første gang, og dermed har min konklussion været, at slaget i gulvet reelt er nok, men at jeg, for min egen samvittigheds skyld, alligevel vælger at være mere omhyggelig end det, fordi det er mit ansvar at sørge for, at dyret ikke kommer til at lide fra jeg tager beslutningen om at nødaflive det, og indtil det rent faktisk er død. Dyret selv når ikke at registrere noget, for der går kun ganske få sekunder fra jeg starter processen og til dyrets hoved rammer gulvet og den er død. Til sammenligning kan det faktisk tage adskillige minutter hos dyrlægen, fra den får indsprøjtningen og til den dør. Forskellen ligger i, at dyrlæger stort set altid ved hvad de laver, så man får som ejer en større sikkerhed. Ved hjemmeaflivning skal man aldrig starte på det, hvis man ikke er 100% sikker på, man kan fuldføre det OG gøre det hurtigt. Men er man ansvarlig, så KAN man gøre det som back-up, hvis man ikke har muligheden for at få dyret til en dyrlæge, uden det vil komme til at lide endnu mere ved det.
KAN man bare ikke få sig selv til at aflive dyret selv, så tilbyder Falck en service, der hedder Falck kæledyrsabonnement, hvor man betaler et årligt gebyr, og så kan man til enhver tid, når som helst på døgnet, ringe til Falck og få dem til at bringe en til dyrlægen og køre en hjem igen. Dette er en yderst brugbar løsning i situationer, hvor folk ellers ofte bruger som undskyldning, at de ikke har nogen bil/den offentlige transport kører ikke. Falck kører ALTID! hvis man har et Falck kæledyrsabonnement, og det koster ikke ret meget. Det BØR man som ansvarlig dyreejer har råd til at ofre på sine dyr, som en sikkerhed for, at man til enhver tid har mulighed for at komme til dyrlægen, hvis dyret har brug for det.
Advarsel: Den følgende tekst er IKKE for sarte sjæle!!! Er du i tvivl om, hvorvidt du er i stand til at udføre en hjemmeaflivning, så LAD VÆRE og tag i stedet til dyrlægen!!!
Det er først og fremmest vigtigt at pointere, at det IKKE er ulovligt at hjemmeaflive.
Dyreværnsloven siger følgende om aflivning:
§ 13. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.
Hvorfor er det godt at kunne?
Jeg har altid sagt, at jeg aldrig kom til at kunne aflive et marsvin selv. Men har man én gang stået med et hunmarsvin kl. 3 om natten, som har udskudt livmoderen og som har det rigtig rigtig dårligt, og hvor det mest humane for dyret vil være, hvis det hurtigst muligt kan slippe for flere lidelser, så er man som ansvarlig marsvineejer/opdrætter nødt til, at kunne udføre en hjemmeaflivning. Hvis man som jeg bor lidt ude på landet og har forholdsvis langt til dyrlægen, og står man så i situationen kl. 3 om natten, hvor dyret egentligt ville lide mere, hvis man først skal til at have den til vagtdyrlægen, end hvis man nødafliver den selv, så vil man blive glad for, at man kan gøre det. Jeg kunne ALDRIG drømme om at aflive raske dyr af hverken den ene eller anden grund. Jeg afliver KUN i tilfælde, hvor det er den mest humane løsning for dyret. Og jeg gør det, fordi jeg tager et ansvar for dyret og dets velbefindende. Det er meget vigtigt at pointere, da man tit oplever, at folk begynder at himle op om, at det er mishandling at aflive selv. Det er det ikke, hvis man ved hvad man gør. Så gør man det fordi det er det bedste for dyret. Det har intet at gøre med at ville spare penge på ikke at tage til dyrlægen eller andet i den dur, men ganske enkelt fordi man står med et dyr, som lider, og som vil have bedst af at slippe for at lide unødigt, så hurtigt som muligt. Der er en hjemme-/nødaflivning et humant valg for dyret.
Hvordan gøres det så?
For nogen vil det følgende kunne virke makabert, mens andre vil tænke: ”Gud, er det ikke værre?”. Jeg tager udgangspunkt i aflivning af voksne marsvin, for aflivning af unger vil efterfølgende være en hel del nemmere. Jeg har beton gulv i min garage. De fleste vil nok kunne regne ud, hvad der så følger nu, men jeg tager forklaringen alligevel, da det er vigtigt, at man ved PRÆCIS hvad man skal gøre, før man gør forsøget. Man tager fat om marsvinets bagpart og slynger den med fuld kraft ned i gulvet, med hovedet først. Ja, det lyder voldsomt, MEN: Det går hurtigt!!!
VIGTIGT!!! Når man har fat om dyrets bagpart, må man IKKE tøve, men udføre aflivningen i ÉT hårdt slag!!!
I de allerfleste tilfælde vil dyret være død med det samme det har ramt jorden, hvis man har gjort det rigtigt. Jeg vælger dog altid, som en sikkerhedsforanstaltning, efterfølgende at lægge dyret hen over en kasse, med hovedet ud over kanten, og så får den et par slag over nakken med en kort, massiv træstok (jeg kalder den en gokkestok – lidt morbid humor må man godt have). På den måde er man 100% sikker på, at nakken ER brækket = det vil dyret aldrig kunne overleve.
Den bedste indikator på, at dyret er dødt er, hvis der kommer blod ud af næsen. Det er dog ikke altid det sker, og derfor lader jeg gerne dyret ligge indtil jeg kan mærke, den begynder at blive kold og stiv, fordi jeg altid sikrer mig, at jeg har gjort tingene ordentligt. Jeg har dog til dato aldrig oplevet et dyr, der var ved bevidsthed efter det havde ramt gulvet første gang, og dermed har min konklussion været, at slaget i gulvet reelt er nok, men at jeg, for min egen samvittigheds skyld, alligevel vælger at være mere omhyggelig end det, fordi det er mit ansvar at sørge for, at dyret ikke kommer til at lide fra jeg tager beslutningen om at nødaflive det, og indtil det rent faktisk er død. Dyret selv når ikke at registrere noget, for der går kun ganske få sekunder fra jeg starter processen og til dyrets hoved rammer gulvet og den er død. Til sammenligning kan det faktisk tage adskillige minutter hos dyrlægen, fra den får indsprøjtningen og til den dør. Forskellen ligger i, at dyrlæger stort set altid ved hvad de laver, så man får som ejer en større sikkerhed. Ved hjemmeaflivning skal man aldrig starte på det, hvis man ikke er 100% sikker på, man kan fuldføre det OG gøre det hurtigt. Men er man ansvarlig, så KAN man gøre det som back-up, hvis man ikke har muligheden for at få dyret til en dyrlæge, uden det vil komme til at lide endnu mere ved det.
KAN man bare ikke få sig selv til at aflive dyret selv, så tilbyder Falck en service, der hedder Falck kæledyrsabonnement, hvor man betaler et årligt gebyr, og så kan man til enhver tid, når som helst på døgnet, ringe til Falck og få dem til at bringe en til dyrlægen og køre en hjem igen. Dette er en yderst brugbar løsning i situationer, hvor folk ellers ofte bruger som undskyldning, at de ikke har nogen bil/den offentlige transport kører ikke. Falck kører ALTID! hvis man har et Falck kæledyrsabonnement, og det koster ikke ret meget. Det BØR man som ansvarlig dyreejer har råd til at ofre på sine dyr, som en sikkerhed for, at man til enhver tid har mulighed for at komme til dyrlægen, hvis dyret har brug for det.
