Min marsvinehun er drægtig – hvad gør jeg så?
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Et marsvin går som bekendt drægtig i 10 uger. Og i denne periode er der mange ting, man skal være opmærksom på.
En af de vigtigste ting at være opmærksom på er, at hunnen skal stresses så lidt som overhovedet muligt.
Den mindste smule stress kan forårsage, at hunnen abortere og udvikler drægtighedssyge. Og så mister man altså ikke kun de ufærdige unger, men også moderen.
Jo længere henne, hunnen er, jo mere risikabelt bliver det at flytte rundt med hende.
Fra et bur til et andet, i ens eget hjem, vil ikke være et problem, men at flytte hende ud af hjemmet og over større eller mindre afstande, er absolut ikke risikofrit, og det frarådes derfor, at man gør det.
Derfor frarådes det også, at man sælger drægtige hunner, medmindre man vælger at vente med at flytte dem til EFTER de har født.
Når man fodrer en drægtig hun, er der ligeledes ting, man skal være opmærksom på.
Man skal være varsom med at give persille, spinat og grønkål, da disse indeholder store mængder af oxalsyre, som ikke kun forhindrer marsvinet i at optage kalk, men også kan forårsage, at fødslen går i gang før tid.
Kalk er af stor nødvendighed for en drægtig hun, og derfor kan man med fordel give grønt, der er rigt på kalk, under drægtigheden. Det kan være sådan noget som majroe toppe, hvidkål, broccoli, kinakål, kålrabi.
Man skal være varsom med at give for store mængder rodfrugter til drægtige hunner, da der er en del stivelse i, og stivelsen fremmer ungernes vækst i moderens mave, hvilket kan resultere i, at ungerne i værste fald bliver for store til at kunne komme ud.
I sommerhalvåret er græs, mælkebøtter og andet grønt fra naturen selvfølgelig selvskreven på menuen.
Derudover skal de have deres normale foder, samt hø ad libitum.
I den sidste del af drægtigheden kan man, efter sigende, med fordel give hunnerne hindbærblade og brændenældeblade.
Brændenælderne fremmer mælkeproduktionen, mens hindbærbladene har en antibiotisk effekt, som kan være med til at modvirke drægtighedssyge.
Omkring 5-6 drægtighedsuge vil man kunne begynde at mærke, at ungerne bevæger sig i moderens mave.
Det nemmeste vil være at sætte sig med hunnen på skødet og lægge hænderne på hver side af hendes mave og så sidde stille, mens man venter på, om man vil kunne mærke ungerne sparke.
Når man når hen til 8. uge kan man begynde at mærke efter, om hunnen er begyndt at åbne sig.
Dette mærker man nede ved skambenet, under hunnens mave, lige over hendes kønsdele.
Et marsvin går som bekendt drægtig i 10 uger. Og i denne periode er der mange ting, man skal være opmærksom på.
En af de vigtigste ting at være opmærksom på er, at hunnen skal stresses så lidt som overhovedet muligt.
Den mindste smule stress kan forårsage, at hunnen abortere og udvikler drægtighedssyge. Og så mister man altså ikke kun de ufærdige unger, men også moderen.
Jo længere henne, hunnen er, jo mere risikabelt bliver det at flytte rundt med hende.
Fra et bur til et andet, i ens eget hjem, vil ikke være et problem, men at flytte hende ud af hjemmet og over større eller mindre afstande, er absolut ikke risikofrit, og det frarådes derfor, at man gør det.
Derfor frarådes det også, at man sælger drægtige hunner, medmindre man vælger at vente med at flytte dem til EFTER de har født.
Når man fodrer en drægtig hun, er der ligeledes ting, man skal være opmærksom på.
Man skal være varsom med at give persille, spinat og grønkål, da disse indeholder store mængder af oxalsyre, som ikke kun forhindrer marsvinet i at optage kalk, men også kan forårsage, at fødslen går i gang før tid.
Kalk er af stor nødvendighed for en drægtig hun, og derfor kan man med fordel give grønt, der er rigt på kalk, under drægtigheden. Det kan være sådan noget som majroe toppe, hvidkål, broccoli, kinakål, kålrabi.
Man skal være varsom med at give for store mængder rodfrugter til drægtige hunner, da der er en del stivelse i, og stivelsen fremmer ungernes vækst i moderens mave, hvilket kan resultere i, at ungerne i værste fald bliver for store til at kunne komme ud.
I sommerhalvåret er græs, mælkebøtter og andet grønt fra naturen selvfølgelig selvskreven på menuen.
Derudover skal de have deres normale foder, samt hø ad libitum.
I den sidste del af drægtigheden kan man, efter sigende, med fordel give hunnerne hindbærblade og brændenældeblade.
Brændenælderne fremmer mælkeproduktionen, mens hindbærbladene har en antibiotisk effekt, som kan være med til at modvirke drægtighedssyge.
Omkring 5-6 drægtighedsuge vil man kunne begynde at mærke, at ungerne bevæger sig i moderens mave.
Det nemmeste vil være at sætte sig med hunnen på skødet og lægge hænderne på hver side af hendes mave og så sidde stille, mens man venter på, om man vil kunne mærke ungerne sparke.
Når man når hen til 8. uge kan man begynde at mærke efter, om hunnen er begyndt at åbne sig.
Dette mærker man nede ved skambenet, under hunnens mave, lige over hendes kønsdele.
Den røde pil viser, hvor man skal mærke efter, om hunnen er begyndt at åbne sig
|
Her vil man kunne mærke, at skambenene i løbet af de sidste 2 uger af drægtigheden vil begynde at glide fra hinanden. Dette sker for at gøre plads til, at ungerne kan komme ud.
Det er forskelligt fra hun til hun, hvor længe før fødslen dette sker. Hos nogle starter det allerede 14 dage før, mens det hos andre først sker lige før hun føder.
Man kan mærke efter, hvor åben hunnen er, ved at lægge en eller flere fingre mellem skambenene. Jo mere åben hun er, jo tættere på fødsel er hun.
Når hun er så åben, at man kan have spidsen af sin pegefinger mellem hendes skamben, kan man begynde at holde øje med, om hun får mælk i dievorterne.
Dette gøres ved at klemme let om dievorterne for at se, om man kan presse lidt mælk ud.
Man plejer at sige, at har hunnen mælk i dievorterne, så kommer ungerne gerne indenfor de næste 48 timer.
MEN man skal ikke bruge dette som en indikator for, hvornår hunnen skal tages fra hannen. Nogle hunner begynder nemlig først at producere mælk helt op til 12 timer EFTER fødslen.
Men opdager man, at hunnen har mælk i dievorterne før hun har født, så ved man, at det er tid at begynde at holde øje med hende.
Det er klart, at hunnen på ingen måde skal føde sammen med hannen. Vil man være sikker på, at dette ikke sker, er det bedste tidspunkt at fjerne hende på, når man er begyndt at kunne mærke liv i maven. Så går man i hvert fald ikke helt galt.
Man kan godt strække den længere, men så skal man i stedet fjerne hende, så snart man opdager, at hun er begyndt at åbne sig.
Om man vil lade hunnerne føde alene, eller sammen med deres flok, er ofte en smagssag fra person til person og fra hun til hun.
Nogle hunner er så hormonelle under drægtigheden, at de slet ikke tillader andre i buret, og det vil derfor være stressende for hende, at føde sammen med andre.
Andre hunner kan derimod have glæde af, at føde sammen med flokken, da de andre hunner ofte vil hjælpe med at pakke ungerne ud og rengøre dem.
Man skal dog ALDRIG lade en drægtig hun føde sammen med en anden drægtig hun, da moderkagerne indeholder et vefremkaldende stof, som vil kunne sætte fødslen i gang for tidligt hos den anden hun, hvis hun kommer til at spise af dem. Og dette kan i værste fald være fatalt.
Vilde marsvin søger væk fra flokken for at føde i fred og uden at blive forstyrret af resten af flokken.
Derfor foretrækker mange opdrættere at lade deres drægtige hunner føde i et bur alene, så hun ikke bliver forstyrret, når hun skal koncentrere sig om at få pakket ungerne ud.
Udover mælken i dievorterne, er der nogle få andre indikatorere, man kan holde øje med for at finde ud af, hvornår hunnen er tæt på fødsel.
Det er forskelligt fra hun til hun, hvordan de opfører sig op til fødslen.
Nogle hunner bliver mere passive lige op til, og vil helst ikke bevæge sig en hel masse og ligger bare.
Andre hunner bliver meget rastløse i de sidste timer lige inden fødslen, hvor de rejser sig og lægger sig ned igen, graver i bundlaget og går i cirkler omkring sig selv, som om de ikke rigtig kan finde en behagelig stilling at ligge i.
Når de første veer indtræffer, vil hunnen krumme ryggen sammen og presse i bagkroppen, gerne fulgt af et par korte piv. Hun vil fortsætte med at krumme ryg og presse oftere og oftere, indtil den første unge glider ud.
Er man selv til stede under fødslen, skal man være opmærksom på, at hun får den pakket ud hurtigt, ellers kan det være nødvendigt at hjælpe med at få hinden af hovedet, og evt. gnubbe ungen med et håndklæde.
Ligeledes skal man holde øje med, at der ikke går for lang tid efter de første veer, før den første unge kommer. Går der meget mere end et par minutter, kan det tyde på, at hunnen har problemer med at få ungen ud, og det kan derfor være nødvendigt, enten at hjælpe hende med at få den ud selv, eller søge dyrlæge, hvis man er i tvivl om, hvordan det skal gøres.
Derimod kan der ofte godt gå adskillige minutter fra den første unge bliver født, til den næste kommer, og i disse minutter vil man tit opleve, at hunnen ligger sig ned og nusser den eller de unger, der allerede er født, mens hun venter på, at veerne skal begynde igen.
Én ting, der ikke må ske, når en hun er drægtig er, at hun ikke må stoppe med at spise. Går en drægtig hun fra foderet, kan man være næsten 100% sikker på, at hun er i det første stadie af at udvikle drægtighedssyge. Og drægtighedssyge er det meget sjældent, at de overlever.
Man bør derfor søge dyrlæge med det samme.
Ligeledes, hvis man opdager, at hunnen sidder og hænger i et hjørne, eller på anden måde lader til at have det dårligt.
Hun må ikke begynde at lugte sødligt fra munden, for da er det for sent. Så er forgiftningen sat ind.
Det er forskelligt fra hun til hun, hvor længe før fødslen dette sker. Hos nogle starter det allerede 14 dage før, mens det hos andre først sker lige før hun føder.
Man kan mærke efter, hvor åben hunnen er, ved at lægge en eller flere fingre mellem skambenene. Jo mere åben hun er, jo tættere på fødsel er hun.
Når hun er så åben, at man kan have spidsen af sin pegefinger mellem hendes skamben, kan man begynde at holde øje med, om hun får mælk i dievorterne.
Dette gøres ved at klemme let om dievorterne for at se, om man kan presse lidt mælk ud.
Man plejer at sige, at har hunnen mælk i dievorterne, så kommer ungerne gerne indenfor de næste 48 timer.
MEN man skal ikke bruge dette som en indikator for, hvornår hunnen skal tages fra hannen. Nogle hunner begynder nemlig først at producere mælk helt op til 12 timer EFTER fødslen.
Men opdager man, at hunnen har mælk i dievorterne før hun har født, så ved man, at det er tid at begynde at holde øje med hende.
Det er klart, at hunnen på ingen måde skal føde sammen med hannen. Vil man være sikker på, at dette ikke sker, er det bedste tidspunkt at fjerne hende på, når man er begyndt at kunne mærke liv i maven. Så går man i hvert fald ikke helt galt.
Man kan godt strække den længere, men så skal man i stedet fjerne hende, så snart man opdager, at hun er begyndt at åbne sig.
Om man vil lade hunnerne føde alene, eller sammen med deres flok, er ofte en smagssag fra person til person og fra hun til hun.
Nogle hunner er så hormonelle under drægtigheden, at de slet ikke tillader andre i buret, og det vil derfor være stressende for hende, at føde sammen med andre.
Andre hunner kan derimod have glæde af, at føde sammen med flokken, da de andre hunner ofte vil hjælpe med at pakke ungerne ud og rengøre dem.
Man skal dog ALDRIG lade en drægtig hun føde sammen med en anden drægtig hun, da moderkagerne indeholder et vefremkaldende stof, som vil kunne sætte fødslen i gang for tidligt hos den anden hun, hvis hun kommer til at spise af dem. Og dette kan i værste fald være fatalt.
Vilde marsvin søger væk fra flokken for at føde i fred og uden at blive forstyrret af resten af flokken.
Derfor foretrækker mange opdrættere at lade deres drægtige hunner føde i et bur alene, så hun ikke bliver forstyrret, når hun skal koncentrere sig om at få pakket ungerne ud.
Udover mælken i dievorterne, er der nogle få andre indikatorere, man kan holde øje med for at finde ud af, hvornår hunnen er tæt på fødsel.
Det er forskelligt fra hun til hun, hvordan de opfører sig op til fødslen.
Nogle hunner bliver mere passive lige op til, og vil helst ikke bevæge sig en hel masse og ligger bare.
Andre hunner bliver meget rastløse i de sidste timer lige inden fødslen, hvor de rejser sig og lægger sig ned igen, graver i bundlaget og går i cirkler omkring sig selv, som om de ikke rigtig kan finde en behagelig stilling at ligge i.
Når de første veer indtræffer, vil hunnen krumme ryggen sammen og presse i bagkroppen, gerne fulgt af et par korte piv. Hun vil fortsætte med at krumme ryg og presse oftere og oftere, indtil den første unge glider ud.
Er man selv til stede under fødslen, skal man være opmærksom på, at hun får den pakket ud hurtigt, ellers kan det være nødvendigt at hjælpe med at få hinden af hovedet, og evt. gnubbe ungen med et håndklæde.
Ligeledes skal man holde øje med, at der ikke går for lang tid efter de første veer, før den første unge kommer. Går der meget mere end et par minutter, kan det tyde på, at hunnen har problemer med at få ungen ud, og det kan derfor være nødvendigt, enten at hjælpe hende med at få den ud selv, eller søge dyrlæge, hvis man er i tvivl om, hvordan det skal gøres.
Derimod kan der ofte godt gå adskillige minutter fra den første unge bliver født, til den næste kommer, og i disse minutter vil man tit opleve, at hunnen ligger sig ned og nusser den eller de unger, der allerede er født, mens hun venter på, at veerne skal begynde igen.
Én ting, der ikke må ske, når en hun er drægtig er, at hun ikke må stoppe med at spise. Går en drægtig hun fra foderet, kan man være næsten 100% sikker på, at hun er i det første stadie af at udvikle drægtighedssyge. Og drægtighedssyge er det meget sjældent, at de overlever.
Man bør derfor søge dyrlæge med det samme.
Ligeledes, hvis man opdager, at hunnen sidder og hænger i et hjørne, eller på anden måde lader til at have det dårligt.
Hun må ikke begynde at lugte sødligt fra munden, for da er det for sent. Så er forgiftningen sat ind.
Her kan man se, hvor meget hunnens bækken udvider sig, når hun skal føde:
Foto: Heidi Birnbaum Kristensen