Køb af marsvin
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Når man skal købe marsvin første gang, er det vigtigt først at sætte sig ind i, hvilken pasning og fodring, marsvin kræver.
Derudover skal man huske, at der ikke er noget der hedder at købe ET marsvin. Marsvin er flokdyr, hvilket betyder, at de ikke trives alene. Og uanset hvor meget man snakker med dem, kan mennesket ikke gøre op for det sociale bånd, marsvin har til deres artsfæller.
Derfor bør man købe enten to af samme køn, eller en hun og en kastreret han.
Uanset hvor man køber sine marsvin, er det første man bør gøre, at tjekke om dyrene er sunde og raske.
De skal have klare, rene øjne og ingen udflåd fra hverken næse eller øjne, samt at tænderne har den rigtige længde, og ikke er skæve.
Pelsen skal være blød og velplejet, uden synlige bare pletter eller sår, da dette kan tyde på utøj. Ligeledes bør man tjekke, at dyrene ikke har lus eller svamp/ringorm, hvilket ofte ses på ørerne og omkring øjnene, samt at dens vejrtrækning er ubesværet og uden pivende eller rallende lyde.
Er det unger, man køber, bør man også være obs på, om de rent faktisk er gamle nok og store nok til at være blevet taget fra deres mor. Marsvineunger bør være minimum 4 uger og veje mindst 300 gram, inden det er forsvarligt at sælge dem, da det kan være utroligt stressende for sådan en lille en at flytte, og de taber sig næsten altid inden de er faldet til i det nye hjem. Derfor er det nødvendigt at sikre sig, at de små har noget at stå imod med, hvis man ikke vil risikere, at flytningen forårsager diarré eller lignende hos dem.
Man skal også tjekke, at de rent faktisk er det køn, de bliver solgt som. Det er ikke altid, at sælgeren har styr på at se køn på dyrene.
Køber man hunner, skal man ligeledes være obs på, at de ikke er drægtige, når man køber dem.
Når man har læst ovenstående, kan man begynde at tænke over, hvor man skal købe sine nye kæledyr.
De allerfleste tror, at en dyrehandel vil være det mest logiske valg. Det er det desværre ikke.
At købe i en dyrehandel kan ofte gå hen og blive det dyreste valg, da en dyrehandel netop oftest er stedet, hvor man risikere at få købt et sygt dyr, et dyr med utøj, en drægtig hun, en unge, der stadig burde have været hos sin mor, eller et marsvin, der ikke er det køn, sælgeren i butikken påstår den er. Derudover har mange af dem, der arbejder i dyrehandlere, ikke ret meget forstand på marsvin, eller andre gnavere for den sags skyld, fordi det ikke er noget, de lærer ret meget om på deres uddannelse.
Og konsekvensen af den manglende kontrol med dyrene, samt uvidende sælgere i butikken, er ofte, at det ender med en større dyrlægeregning for køberen.
Desværre er det ikke så simpelt, som at man så bare kan købe hos en privat i stedet for.
Der er nemlig også enorm forskel på private opdrættere. Nogle er seriøse omkring deres opdræt, andre er værre end dyrehandlerne.
Det værste man kan gøre, hvis man skal købe fra en privat, er desværre at gå på gul&gratis eller DBA og så gå efter det billigste marsvin man kan finde. Der er nemlig en alt for stor risiko for, at den person man får kontaktet, er det man i England kalder en ”backyard breeder”. Altså en baggårdsopdrætter.
Det kan være alt lige fra en person, der måske nok avler rent etisk korrekt, men som avler på alt revl og krat, de kan få fat i, til at det kan være en person, der har hanner og hunner gående sammen i store grupper og bare lader dem formere sig som det passer dem, altså far med sine døtre, hanner med deres mødre og søstre, og lignende, uden at lade hunnerne få nogen pauser imellem kuldene. Mange af disse er nemlig netop dem, som levere deres overskudsmarsvin til dyrehandlerne.
Mange dyrehandlere holder hunner og hanner adskilt. Men det hjælper bare ikke så meget, hvis hunnerne er drægtige allerede fra leverandøren, fordi personen ikke holder hanner og hunner adskilt derhjemme. Ligeledes er marsvinene ofte også fyldt med utøj, allerede når de bliver leveret til dyrehandleren. Og disse "baggårdsopdrættere" kan man desværre tit finde annoncer fra på online salgsaviser, eller finde dem på diverse kræmmermarkeder rundt omkring i landet, hvor de sælger marsvinene til en 25-50,-. Men det er ikke et billigt marsvin, hvis det efterfølgende kommer til at koste flere hundrede kroner i dyrlægeregninger.
Der er aldrig nogen garanti for, at dyret er i orden, uanset hvor man køber fra. Men vil man have størst mulig sikkerhed for, at dyret ikke fejler noget, er korrekt køn og ikke er drægtig, så kan man gå ind på Dansk Marsvineklubs hjemmeside www.marsvineklub.dk hvor man vil kunne finde en liste med opdrættere rundt omkring i landet.
Opdrætterne i Dansk Marsvineklub har nemlig nogle retningslinjer, de skal følge, for at kunne kalde sig registrerede opdrættere. Disse retningslinjer er også lavet for at hjælpe køberne til sunde kæledyr.
Samtidig vil de fleste af Dansk Marsvineklubs opdrættere ligeledes kunne give den nødvendige rådgivning, samt besvare de spørgsmål, en førstegangs marsvine ejer måtte have.
Når man skal købe marsvin første gang, er det vigtigt først at sætte sig ind i, hvilken pasning og fodring, marsvin kræver.
Derudover skal man huske, at der ikke er noget der hedder at købe ET marsvin. Marsvin er flokdyr, hvilket betyder, at de ikke trives alene. Og uanset hvor meget man snakker med dem, kan mennesket ikke gøre op for det sociale bånd, marsvin har til deres artsfæller.
Derfor bør man købe enten to af samme køn, eller en hun og en kastreret han.
Uanset hvor man køber sine marsvin, er det første man bør gøre, at tjekke om dyrene er sunde og raske.
De skal have klare, rene øjne og ingen udflåd fra hverken næse eller øjne, samt at tænderne har den rigtige længde, og ikke er skæve.
Pelsen skal være blød og velplejet, uden synlige bare pletter eller sår, da dette kan tyde på utøj. Ligeledes bør man tjekke, at dyrene ikke har lus eller svamp/ringorm, hvilket ofte ses på ørerne og omkring øjnene, samt at dens vejrtrækning er ubesværet og uden pivende eller rallende lyde.
Er det unger, man køber, bør man også være obs på, om de rent faktisk er gamle nok og store nok til at være blevet taget fra deres mor. Marsvineunger bør være minimum 4 uger og veje mindst 300 gram, inden det er forsvarligt at sælge dem, da det kan være utroligt stressende for sådan en lille en at flytte, og de taber sig næsten altid inden de er faldet til i det nye hjem. Derfor er det nødvendigt at sikre sig, at de små har noget at stå imod med, hvis man ikke vil risikere, at flytningen forårsager diarré eller lignende hos dem.
Man skal også tjekke, at de rent faktisk er det køn, de bliver solgt som. Det er ikke altid, at sælgeren har styr på at se køn på dyrene.
Køber man hunner, skal man ligeledes være obs på, at de ikke er drægtige, når man køber dem.
Når man har læst ovenstående, kan man begynde at tænke over, hvor man skal købe sine nye kæledyr.
De allerfleste tror, at en dyrehandel vil være det mest logiske valg. Det er det desværre ikke.
At købe i en dyrehandel kan ofte gå hen og blive det dyreste valg, da en dyrehandel netop oftest er stedet, hvor man risikere at få købt et sygt dyr, et dyr med utøj, en drægtig hun, en unge, der stadig burde have været hos sin mor, eller et marsvin, der ikke er det køn, sælgeren i butikken påstår den er. Derudover har mange af dem, der arbejder i dyrehandlere, ikke ret meget forstand på marsvin, eller andre gnavere for den sags skyld, fordi det ikke er noget, de lærer ret meget om på deres uddannelse.
Og konsekvensen af den manglende kontrol med dyrene, samt uvidende sælgere i butikken, er ofte, at det ender med en større dyrlægeregning for køberen.
Desværre er det ikke så simpelt, som at man så bare kan købe hos en privat i stedet for.
Der er nemlig også enorm forskel på private opdrættere. Nogle er seriøse omkring deres opdræt, andre er værre end dyrehandlerne.
Det værste man kan gøre, hvis man skal købe fra en privat, er desværre at gå på gul&gratis eller DBA og så gå efter det billigste marsvin man kan finde. Der er nemlig en alt for stor risiko for, at den person man får kontaktet, er det man i England kalder en ”backyard breeder”. Altså en baggårdsopdrætter.
Det kan være alt lige fra en person, der måske nok avler rent etisk korrekt, men som avler på alt revl og krat, de kan få fat i, til at det kan være en person, der har hanner og hunner gående sammen i store grupper og bare lader dem formere sig som det passer dem, altså far med sine døtre, hanner med deres mødre og søstre, og lignende, uden at lade hunnerne få nogen pauser imellem kuldene. Mange af disse er nemlig netop dem, som levere deres overskudsmarsvin til dyrehandlerne.
Mange dyrehandlere holder hunner og hanner adskilt. Men det hjælper bare ikke så meget, hvis hunnerne er drægtige allerede fra leverandøren, fordi personen ikke holder hanner og hunner adskilt derhjemme. Ligeledes er marsvinene ofte også fyldt med utøj, allerede når de bliver leveret til dyrehandleren. Og disse "baggårdsopdrættere" kan man desværre tit finde annoncer fra på online salgsaviser, eller finde dem på diverse kræmmermarkeder rundt omkring i landet, hvor de sælger marsvinene til en 25-50,-. Men det er ikke et billigt marsvin, hvis det efterfølgende kommer til at koste flere hundrede kroner i dyrlægeregninger.
Der er aldrig nogen garanti for, at dyret er i orden, uanset hvor man køber fra. Men vil man have størst mulig sikkerhed for, at dyret ikke fejler noget, er korrekt køn og ikke er drægtig, så kan man gå ind på Dansk Marsvineklubs hjemmeside www.marsvineklub.dk hvor man vil kunne finde en liste med opdrættere rundt omkring i landet.
Opdrætterne i Dansk Marsvineklub har nemlig nogle retningslinjer, de skal følge, for at kunne kalde sig registrerede opdrættere. Disse retningslinjer er også lavet for at hjælpe køberne til sunde kæledyr.
Samtidig vil de fleste af Dansk Marsvineklubs opdrættere ligeledes kunne give den nødvendige rådgivning, samt besvare de spørgsmål, en førstegangs marsvine ejer måtte have.