Indavl/linjeavl er IKKE roden til alt ondt!
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Indavl/linjeavl som syndebuk
Man hører ofte folk sige ting som: ”Mit marsvin er død, kun 6 mdr gammel – den må være indavlet”. Eller: ”Mit marsvin har fået en sygdom – dyrlægen mener, den må være indavlet”. Eller: ”Mit marsvin er aggressivt – den må være indavlet”.
Indavl/linjeavl bliver rigtig tit brugt som en undskyldning for, hvorfor der er noget galt med et marsvin. Sandheden er, at indavl/linjeavl bare er blevet gjort til syndebuk – uden grund.
Det er rigtig nok, at indavl/linjeavl KAN være skyld i forekomsten af disse ting. Men det er ikke selve indavlens/linjeavlens skyld, men derimod menneskes uansvarlige måde at bruge indavl/linjeavl på.
For at forstå dette, må vi først klargøre, hvad indavl/linjeavl er:
Hvad er indavl/linjeavl?
Indavl/linjeavl er, når man sætter to beslægtede dyr sammen. De fleste har valgt at skelne det sådan, at indavl er, når dyrene er direkte beslægtede, som feks far/datter, mor/søn, søster/bror, og linjeavl bliver beskrevet som en mere fjern slægtning, feks fætter/kusine, eller hvor samme dyr forekommer i et af de tre første led i stamtavlen på hos både den hun og den han, man bruger.
Når man indavler/linjeavler, fordobler man derfor de gener, der går igen på begge sider af stamtavlen. Er det feks en far/datter parringen, så er det de gener, hos datteren, som hun allerede har arvet fra faderen (hun arver kun 50% af hans gener), der risikere at blive fordoblet, hvis de nedarves til det SAMME afkom fra både faderen og moderen (datteren til faderen i dette tilfælde). Og dette sker uanset om det er gode eller dårlige gener, der nedarves.
Hvordan bruges indavl/linjeavl RIGTIGT?
Indavl/linjeavl bruges i høj grad i avlen af racedyr i rigtig mange lande, fordi det er et rigtig godt værktøj for opdrættere, som kender deres linjer, til at forstærke en bestemt kvalitet hos den race, de avler – den vil jo kunne fordobles ved indavl/linjeavl.
Kender man sine linjer, og ved man, at der ikke er risiko for at få fordoblet nogle skadelige gener ved indavl/linjeavl, så er det ikke farligt at benytte sig af indavl/linjeavl i sin avl.
Jeg har selv gjort det på de linjer, jeg kender godt, med gode resultater, og har endda lavet en far/datter parring, netop for at teste for evt. dårlige gener. Også denne parring fik jeg et rigtig godt resultat ud af.
Hvordan bruges indavl/linjeavl FORKERT?
Man ser tit nybegyndere få en eller anden ide om, at hvis de sætter to kæledyrssøskende sammen, som de ikke kender afstamningen på, men som har en pæn farve, så kan de få flere unger med samme farve. Dette er det FORKERTE grundlag for at lave indavl/linjeavl. Jo, man får ganske rigtigt de ønskede farver – men man har ingen anelse om, hvilke dårlige gener, der ellers kan blive fordoblet, når man gør det.
Et af de vigtigste grund elementer i indavl/linjeavl er, at man skal kende sine linjer godt, før man begynder på det, så man har en form for sikkerhed for, at der ikke bliver fordoblet nogle dårlige gener i processen. Kender man ikke de linjer, man vil arbejde med (og har man ikke mulighed for at spørge opdrætteren af dyrene om råd omkring det), så skal man LADE være.
Avl efter specifikke farver på kæledyr er en af de mest brugte undskyldninger for at indavle/linjeavle på dyr med ukendt baggrund – og også den mest forkerte.
Dyr fra dyrehandlere eller såkaldte ”cavy millers” er ofte også resultatet af indavl/linjeavl uden omtanke, da de ofte kommer fra steder, hvor hanner og hunner går sammen i en stor pærevælling. Dette er endnu en af grundene til, hvorfor man skal undlade at købe dyr i dyrehandlere – man aner ikke hvor meget indavl/linjeavl på dårlige gener, der kan være sket.
Hvorfor kan man alligevel ikke give indavl/linjeavl skylden for alt ondt?
Nu ved vi, at dårlige gener fordobles ved indavl/linjeavl. Men det er dog stadig ikke en undskyldning for at gøre indavl/linjeavl til syndebuk, hver gang der sker noget.
Dyrene kan nemlig sagtens have de samme gener for sygdomme eller aggression, uden rent faktisk at være beslægtet. Og får man sat to ubeslægtede dyr sammen, som begge bærer genet for samme sygdom, så kan genet stadig fordobles – og dermed kommer sygdommen til udtryk.
Så man kan altså ligeså vel få fordoblet dårlige gener ved parring mellem to ubeslægtede dyr, hvis de begge bærer generne, som man kan ved avl mellem to beslægtede dyr. Dermed er det ikke bare fordi det dyr er indavlet/linjeavlet, at dårlige ting sker – de sker også selvom dyrene ikke er indavlede/linjeavlede.
Så ligeså vel som man skal have en god grund til at parre to beslægtede dyr – så skal man egentligt også have en god grund til at lade være. Kender man sine linjer godt, og ved man, at der ikke er nogen forekomst af dårlige gener, så sikrer man sig imod de dårlige gener, ved at ”genbruge” de gode gener – hvorimod hvis man konstant kun smider ubeslægtede gener ind i genpuljen, så risikere man på et tidspunkt at ramme to ubeslægtede linjer, hvor begge linjer har båret genet for den samme sygdom, uden den nogensinde er kommet til udtryk, fordi man aldrig har fået genet fordoblet – indtil man får sat de to ubeslægtede linjer sammen og genet fra hver linje nedarves til det samme afkom.
OBS!!! Man skal selvsagt ikke blive ved med at lave konstant indavl/linjeavl på den samme linje i flere generationer i træk – man er nødt til også at avle ud og tilføre nye gener, ellers ender man i stedet med at få svækket sin linje. Dette siges feks at være sket med de ensfarvede sorte, der er kendt for at være mere skrøbelige end andre racer.
Indavl/linjeavl som syndebuk
Man hører ofte folk sige ting som: ”Mit marsvin er død, kun 6 mdr gammel – den må være indavlet”. Eller: ”Mit marsvin har fået en sygdom – dyrlægen mener, den må være indavlet”. Eller: ”Mit marsvin er aggressivt – den må være indavlet”.
Indavl/linjeavl bliver rigtig tit brugt som en undskyldning for, hvorfor der er noget galt med et marsvin. Sandheden er, at indavl/linjeavl bare er blevet gjort til syndebuk – uden grund.
Det er rigtig nok, at indavl/linjeavl KAN være skyld i forekomsten af disse ting. Men det er ikke selve indavlens/linjeavlens skyld, men derimod menneskes uansvarlige måde at bruge indavl/linjeavl på.
For at forstå dette, må vi først klargøre, hvad indavl/linjeavl er:
Hvad er indavl/linjeavl?
Indavl/linjeavl er, når man sætter to beslægtede dyr sammen. De fleste har valgt at skelne det sådan, at indavl er, når dyrene er direkte beslægtede, som feks far/datter, mor/søn, søster/bror, og linjeavl bliver beskrevet som en mere fjern slægtning, feks fætter/kusine, eller hvor samme dyr forekommer i et af de tre første led i stamtavlen på hos både den hun og den han, man bruger.
Når man indavler/linjeavler, fordobler man derfor de gener, der går igen på begge sider af stamtavlen. Er det feks en far/datter parringen, så er det de gener, hos datteren, som hun allerede har arvet fra faderen (hun arver kun 50% af hans gener), der risikere at blive fordoblet, hvis de nedarves til det SAMME afkom fra både faderen og moderen (datteren til faderen i dette tilfælde). Og dette sker uanset om det er gode eller dårlige gener, der nedarves.
Hvordan bruges indavl/linjeavl RIGTIGT?
Indavl/linjeavl bruges i høj grad i avlen af racedyr i rigtig mange lande, fordi det er et rigtig godt værktøj for opdrættere, som kender deres linjer, til at forstærke en bestemt kvalitet hos den race, de avler – den vil jo kunne fordobles ved indavl/linjeavl.
Kender man sine linjer, og ved man, at der ikke er risiko for at få fordoblet nogle skadelige gener ved indavl/linjeavl, så er det ikke farligt at benytte sig af indavl/linjeavl i sin avl.
Jeg har selv gjort det på de linjer, jeg kender godt, med gode resultater, og har endda lavet en far/datter parring, netop for at teste for evt. dårlige gener. Også denne parring fik jeg et rigtig godt resultat ud af.
Hvordan bruges indavl/linjeavl FORKERT?
Man ser tit nybegyndere få en eller anden ide om, at hvis de sætter to kæledyrssøskende sammen, som de ikke kender afstamningen på, men som har en pæn farve, så kan de få flere unger med samme farve. Dette er det FORKERTE grundlag for at lave indavl/linjeavl. Jo, man får ganske rigtigt de ønskede farver – men man har ingen anelse om, hvilke dårlige gener, der ellers kan blive fordoblet, når man gør det.
Et af de vigtigste grund elementer i indavl/linjeavl er, at man skal kende sine linjer godt, før man begynder på det, så man har en form for sikkerhed for, at der ikke bliver fordoblet nogle dårlige gener i processen. Kender man ikke de linjer, man vil arbejde med (og har man ikke mulighed for at spørge opdrætteren af dyrene om råd omkring det), så skal man LADE være.
Avl efter specifikke farver på kæledyr er en af de mest brugte undskyldninger for at indavle/linjeavle på dyr med ukendt baggrund – og også den mest forkerte.
Dyr fra dyrehandlere eller såkaldte ”cavy millers” er ofte også resultatet af indavl/linjeavl uden omtanke, da de ofte kommer fra steder, hvor hanner og hunner går sammen i en stor pærevælling. Dette er endnu en af grundene til, hvorfor man skal undlade at købe dyr i dyrehandlere – man aner ikke hvor meget indavl/linjeavl på dårlige gener, der kan være sket.
Hvorfor kan man alligevel ikke give indavl/linjeavl skylden for alt ondt?
Nu ved vi, at dårlige gener fordobles ved indavl/linjeavl. Men det er dog stadig ikke en undskyldning for at gøre indavl/linjeavl til syndebuk, hver gang der sker noget.
Dyrene kan nemlig sagtens have de samme gener for sygdomme eller aggression, uden rent faktisk at være beslægtet. Og får man sat to ubeslægtede dyr sammen, som begge bærer genet for samme sygdom, så kan genet stadig fordobles – og dermed kommer sygdommen til udtryk.
Så man kan altså ligeså vel få fordoblet dårlige gener ved parring mellem to ubeslægtede dyr, hvis de begge bærer generne, som man kan ved avl mellem to beslægtede dyr. Dermed er det ikke bare fordi det dyr er indavlet/linjeavlet, at dårlige ting sker – de sker også selvom dyrene ikke er indavlede/linjeavlede.
Så ligeså vel som man skal have en god grund til at parre to beslægtede dyr – så skal man egentligt også have en god grund til at lade være. Kender man sine linjer godt, og ved man, at der ikke er nogen forekomst af dårlige gener, så sikrer man sig imod de dårlige gener, ved at ”genbruge” de gode gener – hvorimod hvis man konstant kun smider ubeslægtede gener ind i genpuljen, så risikere man på et tidspunkt at ramme to ubeslægtede linjer, hvor begge linjer har båret genet for den samme sygdom, uden den nogensinde er kommet til udtryk, fordi man aldrig har fået genet fordoblet – indtil man får sat de to ubeslægtede linjer sammen og genet fra hver linje nedarves til det samme afkom.
OBS!!! Man skal selvsagt ikke blive ved med at lave konstant indavl/linjeavl på den samme linje i flere generationer i træk – man er nødt til også at avle ud og tilføre nye gener, ellers ender man i stedet med at få svækket sin linje. Dette siges feks at være sket med de ensfarvede sorte, der er kendt for at være mere skrøbelige end andre racer.