Hunnens vægt vs. generelle kondition
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Da jeg i sin tid startede mit opdræt, fandtes der en gammel tommelfingerregel om, at en hun ikke måtte veje over 1000 gram, hvis hun skulle i avl. Som nybegynder troede jeg, at dette passede, men har senere erfaret, at den regel er en myte, som er ligeså gammel og uddateret, som myten om at hunnens bækken skulle vokse sammen.
Myten stammer fra dengang, hvor vores marsvin var meget meget mindre, end de er i dag, og hvor det var fuldstændig udelukket, at en hun skulle kunne veje over 1000 gram uden at være fed.
Desværre er der mange nybegyndere (og også flere garvede opdrættere), der stadig følger denne tommelfingerregel og derved raskt væk sætter hunner i avl når de er 4-6 måneder gamle, blot fordi de vokser hurtigt og har nået en høj vægt i en tidlig alder, selvom de reelt slet ikke er hverken gamle nok til at få unger eller fuldt udvoksede endnu. Og med fuldt udvoksede menes der ikke nødvendigvis, at de vil blive ved med at tage på i vægt. Mange hunner sætter farten ned mht. at tage på i vægt, når de først har nået de 1000 gram, og vil tage på langsommere, end de gjorde gennem de første 6 måneder.
Derfor menes der med ”fuldt udvokset” kroppens fysiske udvikling og modenhed.
Som den engelske opdrætter Liz Baldwin formulerede det:
”Jeg har altid set det sådan her: Forskellen mellem 6 måneder og 1 år svarer til en 14 årig pige og en 25 årige kvinde, der får børn. Bare fordi de kan, betyder det ikke at de bør”.
Med andre ord er det vigtigere at fokusere mere på hunnens generelle kondition, og på at hun får lov at vokse sig færdig, end på at hun skal have en bestemt vægt.
At en hun skal veje minimum 800 gram er en ganske udmærket tommelfingerregel at følge, da den sikrer, at hunnens krop har den fysik, der kræves for at kunne bære et kuld gennem drægtigheden. Jo mindre en hun er, des mindre er der at tære på gennem drægtigheden.
Men at det anbefales, at hunnen skal veje minimum 800 gram, er ikke det samme, som at hunnen kan eller skal sættes i avl, så snart hun rammer 800 gram. Her er det igen vigtigt, at man venter, indtil hunnen har nået en alder, hvor hun er ved at være færdigudvokset, og marsvin regnes, som anført i artiklen i Agurke Tidende i september, ikke som udvoksede før de er 1½ år gamle. Fra det øjeblik, hvor hunnens vægt har passeret 800 gram, og hunnen har en passende alder til avl, bør man udelukkende fokusere på hendes kondition. Der er ingen øvre magisk vægt grænse for, hvornår en hun ikke kan føde et kuld unger.
Det der til gengæld betyder noget er, hvorvidt hunnen er i en god form, eller om hun er fed. Og her kan man aldrig gå efter vægten. Man kan nemt have en hun på 1200 gram, der er lutter muskler og i en formidabel form, men man kan samtidig også have en hun på 800 gram, der er lutter fedt.
Og uanset alderen og vægten på hunnen, så skal man aldrig sætte en fed hun i avl. Det er en direkte opskrift på fødselsproblemer og drægtighedssyge.
Når hunnen har nået en avlsklar alder, skal man derfor begynde at vurdere hendes kondition, og se bort fra hvad hun vejer (så længe hun er over 800 gram).
Den engelske opdrætter, Bill G. Stephens, har givet en ganske god beskrivelse af, hvordan man vurdere, hvorvidt ens dyr er fed eller ej:
”Der vil altid være marsvin, der ikke har læst bøgerne i forhold til, hvad deres gennemsnitsvægt siges at burde være. Hanner der vejer 1800 gram er ikke unormalt. I Peru, hvor marsvin er en stor (og ofte den eneste) kilde til protein, avler de bevidst efter ”super marsvin”. Der er tilsyneladende ikke blevet rodet med generne – hvilket betyder, at enhver baby har potentialet til at blive et ”super marsvin”.
Så at veje marsvinet for at vurdere, hvorvidt den er fed, er udelukket.
Hvad kan du så gøre?
Se ned på marsvinet ovenfra.
Selvom voksne marsvin er mildt pæreformede når man ser ned på deres ryg ovenfra, bør den nederste del af ”pæren” ikke være markant større end den mindre del. Baby marsvin er formet som en tic-tac når man ser ned på dem ovenfra. Indtil de er omkring 3 måneder gamle vil den største del af babyen se ud til at være dens ører. De vil mangle enhver form for bagdelsudvikling.
Hvis din marsvinehun pludselig bliver meget tyk, er hun muligvis drægtig. Hvis ikke hun er drægtig, så er hun fed!
Hvor er fødderne?
Selvom det lyder som en Garfield joke, så er et marsvin for fed hvis du ikke kan se dens fødder når den går. Disse tunge marsvin har ofte løse pølser af fedt, som du kan mærke jævnt fordelt over hele deres krop. Når et marsvin går, så er deres mave løftet fuldstændig fra jorden, de slæber den ikke. Hvis de slæber deres mave, så har de højst sandsynligt brug for at tabe sig. Men hvis du stadig ikke er sikker, så tag marsvinet til en dyrlæge, som er vant til at se marsvin i hans/hendes klinik. Overvægtige marsvin er i risiko for at dø tidligt som følge af sygdom, ligesom overvægtige mennesker er.”
Lyder ovenstående beskrivelse af et overvægtigt marsvin som den hun, du overvejer at sætte i avl, så lad være med at sætte den i avl.
Når myten om, hvorvidt hunnens bækken vokser sammen, og myten om at hunnerne SKAL i avl inden de vejer 1000 gram er blevet udelukket, så er der i stedet nogle andre tommelfingerregler man bør følge:
Som tidligere nævnt bør man vente med at sætte hunnen i avl, til hun er så tæt på at være udvokset, som muligt. Lad hende vokse færdig og fokuser på, at hun holder en god kondition.
Når opdrættere sætter deres hunner i avl i en alder af 4, 5 eller 6 måneder, bare fordi de har nået en høj vægt tidligt, er der risiko for, at der vil ske følgende:
Væksten bremses, fordi hunnen i stedet skal give al næringen til det kuld unger, hun bærer rundt på i maven. Det vil derfor også være sværere for hende at komme tilbage i form igen bagefter, hvilket ofte får opdrætterne til at begynde at give mere fedende kost. Den vægt, hunnen efterfølgende tillægger sig, vil derfor mere eller mindre kun være fedt. Det vil sige, at en hun, der sættes i avl for tidligt, er mere disponibel for at blive fed, end en hun der får lov at vokse sig færdig, og hvor kroppen får lov at udvikle sig naturligt, for en hun, der har fået lov at vokse færdig, vil også have nemmere ved at holde formen efterfølgende og ofte ikke have brug for nogen former for ekstra tilskud, ifølge flere udenlandske opdrætteres erfaringer.
Hvis man føler, at ens hun ikke kommer i form hurtigt nok efter et kuld, skal man hellere vurdere, om den muligvis slet ikke er egnet til at få et kuld mere, end begynde at fylde den med fedende kost. Det kan være livsfarligt for hunnen, at man forsøger at fede den op i stedet for at lade den tage på naturligt.
At sørge for, at hunnen holder en god form og ikke bliver for fed, kan være svært.
Både reglen om de 1000 gram og frygten for, at hunnen bliver for fed, har ofte resulteret i, at ejerne er begyndt at sulte deres marsvin. At sulte et marsvin er ligeså farligt som at lade den blive fed.
Marsvin bør have adgang til foder 24 timer i døgnet, da de går til og fra og spiser, når de er sultne. Hvis de ikke har adgang til foder, når de har brug for det, så vil de i stedet begynde at tære på kroppens egne reserver – fedt depoterne. Dette kan resultere i det, mange opdrættere kender som toxemia; drægtighedssyge. Noget marsvin sagtens kan få, selvom de ikke er drægtige.
Så man skal aldrig begynde at sulte et marsvin. Det vil forårsage, at dens system begynder at lukke ned.
Til gengæld har det stor betydning, hvad det er for en type foder, marsvin har adgang til.
Der findes mange forskellige måder at fodre på. Nogen bruger Ovator eller Cavia Korrell eller lignende, altså foder der er udviklet til marsvin, så det indeholder alle de nødvendige vitaminer og mineraler, et marsvin har brug for.
Andre mener, at man slet ikke skal bruge disse piller og bare give en masse varieret grønt i stedet for.
Men marsvin er stråspisere, og derfor bør hø være den primære kilde til foder.
Så hvis ens hun begynder at blive lidt til den fede side, skal man endelig ikke begynde at sulte hende, men derimod hellere vurdere, om sammensætningen af det foder, man giver er, korrekt.
Giver man primært piller og knap så meget hø, så kan pillerne være med til at forårsage tendens til fedme.
Samtidig kan man ikke bare begynde at give store mængder grønt, samtidig med man giver piller, for det kan lave udsving i calcium-fosfor forholdene, som igen kan forårsage problemer som f.eks. urinvejssten. Her er det bedre at skære lidt ned på mængden af piller, og i stedet give ubegrænsede mængder hø.
Det samme gør sig også gældende for dem, der udelukkende fodrer med grønt. I vintermånederne er der større tilgang til rodfrugter end til naturens eget grønt, men lige netop rodfrugter kan også give tendens til fedme, da de indeholder megen stivelse og sukker, hvis marsvinene får for store mængder af disse, og samtidig er man stadig nødt til at sikre, at calcium-fosfor forholdet i det grønt, man giver dyrene, er korrekt, for ellers kan det ligeledes forårsage urinvejssten. Her er løsningen igen at give en større mængde hø, så de spiser mindre af det, der feder.
Hvis den primære foderkilde er hø, vil hunnen ikke have helt så nemt ved at udvikle tendens til fedme, som hvis den primære kilde til foder er piller eller grønt.
Man kan ikke helt undlade piller eller grønt, da det er heri, de fleste af vitaminerne befinder sig. Men man kan give en mindre mængde af det, så længe man samtidig øger den tilgængelige mængde hø.
Derudover er det selvsagt ligeså vigtigt, at man sørger for at øge dyrets aktivitet.
En hun med tendens til fedme, som går i et bur på 60*50 cm vil blive fed MEGET hurtigt, hvorimod samme hun, hvis den f.eks. gik i en 2*3 meter løbegård, hvor den har plads til at røre sig og lege med andre hunner, ville have meget nemmere ved at holde en god form. En hun, der bare ligger i et hjørne og sover det meste af dagen, dvs. har et negativt energiforbrug, vil meget ofte resultere i en fed hun, også selvom man har ændret på fodringen.
Når man skal vurdere, om en hun skal sættes i avl, skal man altså først sikre sig, at den har den optimale alder. Derefter skal man sikre sig, at den vejer over 800 gram og har den rette kondition. Man skal se på, hvorvidt formen er som den skal være.
Har hunnen bare den mindste tendens til fedme, så lad være med at sætte den i avl. Og det uanset om den vejer 800 gram eller 1200 gram.
Hun skal altså ikke være kraftigt pæreformet, og hun skal ikke have fedtpuder rundt omkring på kroppen.
Hun skal være fast, kompakt og muskuløs med en jævn kropsform, der ikke er bredere om bagen end den er foran, og som er stor nok til at bære et kuld.
Formen og alderen bør vægte lige højt, når man skal sætte en hun i avl, men det bør derimod ikke have nogen betydning hvor meget den rent faktisk vejer, så længe den er stor nok.
Man vil opleve opdrættere, der hævder, at de har mistet deres hunner, fordi de ventede for længe, og først satte deres hun i avl når hun var 8-10 mdr. Og ja, det er rigtigt nok. Men det er ikke pga. alderen. Det skyldes, at de indtil da har ladet dyrene blive fede.
Som den engelske dommer og opdrætter, David Collier, siger:
”Præcis! Det er fedt, der forårsager problemerne og dødsfaldene, ikke alderen”
Og han har altså praktiseret først at sætte sine hunner i avl ved 1 års alderen de sidste 18 år.
Så når opdrættere tror, hunnerne dør, fordi de venter ”for længe” med at sætte dem i avl, var det måske en ide at kigge på, hvordan de lader dyrenes kondition udvikle sig, og hvordan deres fodersammensætning og hunnens aktivitetsniveau er.
Det er i øvrigt ikke kun ved hunnens første kuld, konditionen har en betydning. Det er ved hvert eneste kuld.
Man kan læse flere steder, at et hun marsvin kan få op til 5 kuld om året, men at den KAN, er ikke ensbetydende med, at den BØR. Marsvin er trods alt ikke avlsmaskiner, og at lade et hun marsvin få 5 kuld om året vil på et eller andet tidspunkt resultere i, at man har avlet hende ihjel.
Hunmarsvin går i forvejen drægtige i længere tid end andre gnavere og føder samtidig færdigt udviklede unger. Allerede dét er en stor belastning for hunnens krop. Efterfølgende skal hendes krop så også klare at opfostre et kuld unger, der konstant hænger i hendes dievorter i 4 uger. Dette tærer ligeledes på hendes krop. Så det er klart, at efter så stort et pres på hunnens krop, så har hun brug for en pause.
Men hvor længe skal denne pause så være?
Her findes der igen utroligt mange meninger og tommelfingerregler. En siger, at de altid skal have 3 måneders pause mellem kuldene. En anden siger, at der ikke må gå mere end 6 måneder mellem kuldene, for så gror bækkenet sammen.
Intet af dette er korrekt. Det er individuelt fra hun til hun, hvor meget pause de bør have. Man kan ikke bare sætte faste regler for den slags.
Har man læst min forrige artikel, ved man, at bækkenet ikke gror sammen. Men der er stadig risikoen for, at ligamenterne kan blive mindre elastiske, hvis man venter for længe. Men hvor længe er så for længe?
Vi har allerede tidligere konkluderet, at ligamenternes elasticitet afhænger af hunnens fysiske form. En hun, der er i en god fysisk form, vil ikke være ligeså meget i risiko for at få stive ligamenter, som en hun, der er blevet lidt til den fede side og har bevæget sig for lidt.
Og vi har også allerede konkluderet, at en hun, der er sat i avl i en sen alder, efter hun er fuldt udvokset, vil have nemmere ved at komme i form igen efter et kuld, end en hun, der er sat i avl i en ung alder.
Når det er sagt, er det klart, at der vil være undtagelser, som bekræfter reglen. Nogle unge hunner kan være i så super form, at de har nemt ved at komme i form igen, mens ældre hunner også kan have svært ved at komme sig. Men generelt vil hunner, der er sat i avl sent, have nemmere ved at komme tilbage i form igen.
Det vigtige at huske, når en hun skal have det næste kuld er, at hun ikke må blive fed. Men hun må heller ikke være tynd.
Hun skal stadig være fast og jævn i formen, og så længe hun ikke er begyndt at blive fed, så haster det ikke med at få hende i avl igen.
Hvis hunnen er kommet hurtigt i form igen, f.eks. fordi hun havde fået et meget lille kuld, og hun samtidig har en tendens til at være lidt buttet, så vil hun sandsynligvis ikke kunne klare at skulle vente så længe som 3 måneder, før hun sættes til han igen. Det kan være nødvendigt måske kun at give hende en pause på et par uger. Og så kan man altid vurdere, om hun kan få en længere pause efterfølgende.
Men begynder hun ikke at blive fed, kan man i virkeligheden vente meget længere, end de fleste tror.
Det er klart, at jo længere man venter, jo større risiko for stive ligamenter er der. Men jeg har selv aldrig oplevet problemer, selvom jeg ventede mere end 6 måneder mellem kuldene.
Det første kuld, jeg overhovedet lavede, var på en hun, jeg havde overtaget fra en anden opdrætter. Hun gik næsten 7 måneder mellem kuldet hos forrige ejer og kuldet hos mig og fødte helt uden problemer. For nyligt har jeg fået en unge i et kuld, som vejede 171 gram. Han var selvfølgelig enebarn. Men moderen gik 9½ måned mellem ham og hendes forrige kuld. Og til trods for hans størrelse blev han smuttet ud som en mandel. Der var ingen tegn på, at fødslen overhovedet havde været besværet, selvom han var stor, og selvom hun havde fået lov at gå 9½ måned mellem ham og det forrige kuld. Grunden til, jeg ventede, var ikke, at hun havde svært ved at komme sig efter det forrige kuld, men fordi jeg ikke havde hastværk med at få hende i avl igen.
Igen er der tale om, at man skal vurdere fra hun til hun, hvad der vil være bedst for netop den hun. Jeg har hunner, der ville blive temmelig fede, hvis de skulle vente 9½ måned inden næste kuld. Men jeg har også hunner, hvor jeg ikke har et problem med at lade dem vente længere, end hvad normen ellers er, fordi jeg vælger at vurdere, hvilken form de er i, hellere end at holde mig til diverse regler.
Det er klart, at man nok ikke skal vente flere år mellem kuldene, men jeg kender til flere opdrættere, som har ventet op til 1 år mellem kuldene uden problemer.
Når man ser på, at vores tamme marsvin jo ikke er bygget til at være avlsmaskiner, og det er ret hårdt for deres kroppe at bære et kuld og opfostre dem, så er det vigtigere at se på, hvilken kondition dyret er i, og hvor lang pause man kan give dem, end at sætte faste rammer for, hvornår de SKAL have det næste kuld. Det er bedre for hunnens krop at vente lidt længere, hvis hendes form kan holde til det, end at lade hunnen få flere kuld hurtigt efter hinanden.
Her er der nok nogen der så vil tænke: ”Jamen i naturen…!!!”.
Ja, det er rigtigt, at i naturen bliver hunnerne parret meget unge og bliver drægtige igen, ligeså snart de har født, og får kuld på kuld på kuld. Men de dør til gengæld også meget unge, netop fordi de i naturen lever som avlsmaskiner.
Vores domesticerede marsvin er meget forskellige fra de marsvin, der lever i naturen, eller sågar de marsvin der lever i fangenskab i Peru og bruges som fødevare.
Udseendemæssigt ligner de hinanden meget. Men der er mange andre ting, der har ændret sig, efter de vilde marsvin blev bragt til Europa og domesticeret for flere hundrede år siden.
Og vil vi undgå, at vores avlsmarsvin skal dø ligeså unge, som de gør i naturen, så er det vigtigt at tænke på, at hunnens krop har brug for en pause mellem kuldene. Men samtidig også, at det er individuelt og meget afhængigt at hunnens kondition, hvor lang den pause egentligt skal være.
Artiklen blev også bragt i Dansk Marsvineklubs medlemsblad i 2012
Da jeg i sin tid startede mit opdræt, fandtes der en gammel tommelfingerregel om, at en hun ikke måtte veje over 1000 gram, hvis hun skulle i avl. Som nybegynder troede jeg, at dette passede, men har senere erfaret, at den regel er en myte, som er ligeså gammel og uddateret, som myten om at hunnens bækken skulle vokse sammen.
Myten stammer fra dengang, hvor vores marsvin var meget meget mindre, end de er i dag, og hvor det var fuldstændig udelukket, at en hun skulle kunne veje over 1000 gram uden at være fed.
Desværre er der mange nybegyndere (og også flere garvede opdrættere), der stadig følger denne tommelfingerregel og derved raskt væk sætter hunner i avl når de er 4-6 måneder gamle, blot fordi de vokser hurtigt og har nået en høj vægt i en tidlig alder, selvom de reelt slet ikke er hverken gamle nok til at få unger eller fuldt udvoksede endnu. Og med fuldt udvoksede menes der ikke nødvendigvis, at de vil blive ved med at tage på i vægt. Mange hunner sætter farten ned mht. at tage på i vægt, når de først har nået de 1000 gram, og vil tage på langsommere, end de gjorde gennem de første 6 måneder.
Derfor menes der med ”fuldt udvokset” kroppens fysiske udvikling og modenhed.
Som den engelske opdrætter Liz Baldwin formulerede det:
”Jeg har altid set det sådan her: Forskellen mellem 6 måneder og 1 år svarer til en 14 årig pige og en 25 årige kvinde, der får børn. Bare fordi de kan, betyder det ikke at de bør”.
Med andre ord er det vigtigere at fokusere mere på hunnens generelle kondition, og på at hun får lov at vokse sig færdig, end på at hun skal have en bestemt vægt.
At en hun skal veje minimum 800 gram er en ganske udmærket tommelfingerregel at følge, da den sikrer, at hunnens krop har den fysik, der kræves for at kunne bære et kuld gennem drægtigheden. Jo mindre en hun er, des mindre er der at tære på gennem drægtigheden.
Men at det anbefales, at hunnen skal veje minimum 800 gram, er ikke det samme, som at hunnen kan eller skal sættes i avl, så snart hun rammer 800 gram. Her er det igen vigtigt, at man venter, indtil hunnen har nået en alder, hvor hun er ved at være færdigudvokset, og marsvin regnes, som anført i artiklen i Agurke Tidende i september, ikke som udvoksede før de er 1½ år gamle. Fra det øjeblik, hvor hunnens vægt har passeret 800 gram, og hunnen har en passende alder til avl, bør man udelukkende fokusere på hendes kondition. Der er ingen øvre magisk vægt grænse for, hvornår en hun ikke kan føde et kuld unger.
Det der til gengæld betyder noget er, hvorvidt hunnen er i en god form, eller om hun er fed. Og her kan man aldrig gå efter vægten. Man kan nemt have en hun på 1200 gram, der er lutter muskler og i en formidabel form, men man kan samtidig også have en hun på 800 gram, der er lutter fedt.
Og uanset alderen og vægten på hunnen, så skal man aldrig sætte en fed hun i avl. Det er en direkte opskrift på fødselsproblemer og drægtighedssyge.
Når hunnen har nået en avlsklar alder, skal man derfor begynde at vurdere hendes kondition, og se bort fra hvad hun vejer (så længe hun er over 800 gram).
Den engelske opdrætter, Bill G. Stephens, har givet en ganske god beskrivelse af, hvordan man vurdere, hvorvidt ens dyr er fed eller ej:
”Der vil altid være marsvin, der ikke har læst bøgerne i forhold til, hvad deres gennemsnitsvægt siges at burde være. Hanner der vejer 1800 gram er ikke unormalt. I Peru, hvor marsvin er en stor (og ofte den eneste) kilde til protein, avler de bevidst efter ”super marsvin”. Der er tilsyneladende ikke blevet rodet med generne – hvilket betyder, at enhver baby har potentialet til at blive et ”super marsvin”.
Så at veje marsvinet for at vurdere, hvorvidt den er fed, er udelukket.
Hvad kan du så gøre?
Se ned på marsvinet ovenfra.
Selvom voksne marsvin er mildt pæreformede når man ser ned på deres ryg ovenfra, bør den nederste del af ”pæren” ikke være markant større end den mindre del. Baby marsvin er formet som en tic-tac når man ser ned på dem ovenfra. Indtil de er omkring 3 måneder gamle vil den største del af babyen se ud til at være dens ører. De vil mangle enhver form for bagdelsudvikling.
Hvis din marsvinehun pludselig bliver meget tyk, er hun muligvis drægtig. Hvis ikke hun er drægtig, så er hun fed!
Hvor er fødderne?
Selvom det lyder som en Garfield joke, så er et marsvin for fed hvis du ikke kan se dens fødder når den går. Disse tunge marsvin har ofte løse pølser af fedt, som du kan mærke jævnt fordelt over hele deres krop. Når et marsvin går, så er deres mave løftet fuldstændig fra jorden, de slæber den ikke. Hvis de slæber deres mave, så har de højst sandsynligt brug for at tabe sig. Men hvis du stadig ikke er sikker, så tag marsvinet til en dyrlæge, som er vant til at se marsvin i hans/hendes klinik. Overvægtige marsvin er i risiko for at dø tidligt som følge af sygdom, ligesom overvægtige mennesker er.”
Lyder ovenstående beskrivelse af et overvægtigt marsvin som den hun, du overvejer at sætte i avl, så lad være med at sætte den i avl.
Når myten om, hvorvidt hunnens bækken vokser sammen, og myten om at hunnerne SKAL i avl inden de vejer 1000 gram er blevet udelukket, så er der i stedet nogle andre tommelfingerregler man bør følge:
Som tidligere nævnt bør man vente med at sætte hunnen i avl, til hun er så tæt på at være udvokset, som muligt. Lad hende vokse færdig og fokuser på, at hun holder en god kondition.
Når opdrættere sætter deres hunner i avl i en alder af 4, 5 eller 6 måneder, bare fordi de har nået en høj vægt tidligt, er der risiko for, at der vil ske følgende:
Væksten bremses, fordi hunnen i stedet skal give al næringen til det kuld unger, hun bærer rundt på i maven. Det vil derfor også være sværere for hende at komme tilbage i form igen bagefter, hvilket ofte får opdrætterne til at begynde at give mere fedende kost. Den vægt, hunnen efterfølgende tillægger sig, vil derfor mere eller mindre kun være fedt. Det vil sige, at en hun, der sættes i avl for tidligt, er mere disponibel for at blive fed, end en hun der får lov at vokse sig færdig, og hvor kroppen får lov at udvikle sig naturligt, for en hun, der har fået lov at vokse færdig, vil også have nemmere ved at holde formen efterfølgende og ofte ikke have brug for nogen former for ekstra tilskud, ifølge flere udenlandske opdrætteres erfaringer.
Hvis man føler, at ens hun ikke kommer i form hurtigt nok efter et kuld, skal man hellere vurdere, om den muligvis slet ikke er egnet til at få et kuld mere, end begynde at fylde den med fedende kost. Det kan være livsfarligt for hunnen, at man forsøger at fede den op i stedet for at lade den tage på naturligt.
At sørge for, at hunnen holder en god form og ikke bliver for fed, kan være svært.
Både reglen om de 1000 gram og frygten for, at hunnen bliver for fed, har ofte resulteret i, at ejerne er begyndt at sulte deres marsvin. At sulte et marsvin er ligeså farligt som at lade den blive fed.
Marsvin bør have adgang til foder 24 timer i døgnet, da de går til og fra og spiser, når de er sultne. Hvis de ikke har adgang til foder, når de har brug for det, så vil de i stedet begynde at tære på kroppens egne reserver – fedt depoterne. Dette kan resultere i det, mange opdrættere kender som toxemia; drægtighedssyge. Noget marsvin sagtens kan få, selvom de ikke er drægtige.
Så man skal aldrig begynde at sulte et marsvin. Det vil forårsage, at dens system begynder at lukke ned.
Til gengæld har det stor betydning, hvad det er for en type foder, marsvin har adgang til.
Der findes mange forskellige måder at fodre på. Nogen bruger Ovator eller Cavia Korrell eller lignende, altså foder der er udviklet til marsvin, så det indeholder alle de nødvendige vitaminer og mineraler, et marsvin har brug for.
Andre mener, at man slet ikke skal bruge disse piller og bare give en masse varieret grønt i stedet for.
Men marsvin er stråspisere, og derfor bør hø være den primære kilde til foder.
Så hvis ens hun begynder at blive lidt til den fede side, skal man endelig ikke begynde at sulte hende, men derimod hellere vurdere, om sammensætningen af det foder, man giver er, korrekt.
Giver man primært piller og knap så meget hø, så kan pillerne være med til at forårsage tendens til fedme.
Samtidig kan man ikke bare begynde at give store mængder grønt, samtidig med man giver piller, for det kan lave udsving i calcium-fosfor forholdene, som igen kan forårsage problemer som f.eks. urinvejssten. Her er det bedre at skære lidt ned på mængden af piller, og i stedet give ubegrænsede mængder hø.
Det samme gør sig også gældende for dem, der udelukkende fodrer med grønt. I vintermånederne er der større tilgang til rodfrugter end til naturens eget grønt, men lige netop rodfrugter kan også give tendens til fedme, da de indeholder megen stivelse og sukker, hvis marsvinene får for store mængder af disse, og samtidig er man stadig nødt til at sikre, at calcium-fosfor forholdet i det grønt, man giver dyrene, er korrekt, for ellers kan det ligeledes forårsage urinvejssten. Her er løsningen igen at give en større mængde hø, så de spiser mindre af det, der feder.
Hvis den primære foderkilde er hø, vil hunnen ikke have helt så nemt ved at udvikle tendens til fedme, som hvis den primære kilde til foder er piller eller grønt.
Man kan ikke helt undlade piller eller grønt, da det er heri, de fleste af vitaminerne befinder sig. Men man kan give en mindre mængde af det, så længe man samtidig øger den tilgængelige mængde hø.
Derudover er det selvsagt ligeså vigtigt, at man sørger for at øge dyrets aktivitet.
En hun med tendens til fedme, som går i et bur på 60*50 cm vil blive fed MEGET hurtigt, hvorimod samme hun, hvis den f.eks. gik i en 2*3 meter løbegård, hvor den har plads til at røre sig og lege med andre hunner, ville have meget nemmere ved at holde en god form. En hun, der bare ligger i et hjørne og sover det meste af dagen, dvs. har et negativt energiforbrug, vil meget ofte resultere i en fed hun, også selvom man har ændret på fodringen.
Når man skal vurdere, om en hun skal sættes i avl, skal man altså først sikre sig, at den har den optimale alder. Derefter skal man sikre sig, at den vejer over 800 gram og har den rette kondition. Man skal se på, hvorvidt formen er som den skal være.
Har hunnen bare den mindste tendens til fedme, så lad være med at sætte den i avl. Og det uanset om den vejer 800 gram eller 1200 gram.
Hun skal altså ikke være kraftigt pæreformet, og hun skal ikke have fedtpuder rundt omkring på kroppen.
Hun skal være fast, kompakt og muskuløs med en jævn kropsform, der ikke er bredere om bagen end den er foran, og som er stor nok til at bære et kuld.
Formen og alderen bør vægte lige højt, når man skal sætte en hun i avl, men det bør derimod ikke have nogen betydning hvor meget den rent faktisk vejer, så længe den er stor nok.
Man vil opleve opdrættere, der hævder, at de har mistet deres hunner, fordi de ventede for længe, og først satte deres hun i avl når hun var 8-10 mdr. Og ja, det er rigtigt nok. Men det er ikke pga. alderen. Det skyldes, at de indtil da har ladet dyrene blive fede.
Som den engelske dommer og opdrætter, David Collier, siger:
”Præcis! Det er fedt, der forårsager problemerne og dødsfaldene, ikke alderen”
Og han har altså praktiseret først at sætte sine hunner i avl ved 1 års alderen de sidste 18 år.
Så når opdrættere tror, hunnerne dør, fordi de venter ”for længe” med at sætte dem i avl, var det måske en ide at kigge på, hvordan de lader dyrenes kondition udvikle sig, og hvordan deres fodersammensætning og hunnens aktivitetsniveau er.
Det er i øvrigt ikke kun ved hunnens første kuld, konditionen har en betydning. Det er ved hvert eneste kuld.
Man kan læse flere steder, at et hun marsvin kan få op til 5 kuld om året, men at den KAN, er ikke ensbetydende med, at den BØR. Marsvin er trods alt ikke avlsmaskiner, og at lade et hun marsvin få 5 kuld om året vil på et eller andet tidspunkt resultere i, at man har avlet hende ihjel.
Hunmarsvin går i forvejen drægtige i længere tid end andre gnavere og føder samtidig færdigt udviklede unger. Allerede dét er en stor belastning for hunnens krop. Efterfølgende skal hendes krop så også klare at opfostre et kuld unger, der konstant hænger i hendes dievorter i 4 uger. Dette tærer ligeledes på hendes krop. Så det er klart, at efter så stort et pres på hunnens krop, så har hun brug for en pause.
Men hvor længe skal denne pause så være?
Her findes der igen utroligt mange meninger og tommelfingerregler. En siger, at de altid skal have 3 måneders pause mellem kuldene. En anden siger, at der ikke må gå mere end 6 måneder mellem kuldene, for så gror bækkenet sammen.
Intet af dette er korrekt. Det er individuelt fra hun til hun, hvor meget pause de bør have. Man kan ikke bare sætte faste regler for den slags.
Har man læst min forrige artikel, ved man, at bækkenet ikke gror sammen. Men der er stadig risikoen for, at ligamenterne kan blive mindre elastiske, hvis man venter for længe. Men hvor længe er så for længe?
Vi har allerede tidligere konkluderet, at ligamenternes elasticitet afhænger af hunnens fysiske form. En hun, der er i en god fysisk form, vil ikke være ligeså meget i risiko for at få stive ligamenter, som en hun, der er blevet lidt til den fede side og har bevæget sig for lidt.
Og vi har også allerede konkluderet, at en hun, der er sat i avl i en sen alder, efter hun er fuldt udvokset, vil have nemmere ved at komme i form igen efter et kuld, end en hun, der er sat i avl i en ung alder.
Når det er sagt, er det klart, at der vil være undtagelser, som bekræfter reglen. Nogle unge hunner kan være i så super form, at de har nemt ved at komme i form igen, mens ældre hunner også kan have svært ved at komme sig. Men generelt vil hunner, der er sat i avl sent, have nemmere ved at komme tilbage i form igen.
Det vigtige at huske, når en hun skal have det næste kuld er, at hun ikke må blive fed. Men hun må heller ikke være tynd.
Hun skal stadig være fast og jævn i formen, og så længe hun ikke er begyndt at blive fed, så haster det ikke med at få hende i avl igen.
Hvis hunnen er kommet hurtigt i form igen, f.eks. fordi hun havde fået et meget lille kuld, og hun samtidig har en tendens til at være lidt buttet, så vil hun sandsynligvis ikke kunne klare at skulle vente så længe som 3 måneder, før hun sættes til han igen. Det kan være nødvendigt måske kun at give hende en pause på et par uger. Og så kan man altid vurdere, om hun kan få en længere pause efterfølgende.
Men begynder hun ikke at blive fed, kan man i virkeligheden vente meget længere, end de fleste tror.
Det er klart, at jo længere man venter, jo større risiko for stive ligamenter er der. Men jeg har selv aldrig oplevet problemer, selvom jeg ventede mere end 6 måneder mellem kuldene.
Det første kuld, jeg overhovedet lavede, var på en hun, jeg havde overtaget fra en anden opdrætter. Hun gik næsten 7 måneder mellem kuldet hos forrige ejer og kuldet hos mig og fødte helt uden problemer. For nyligt har jeg fået en unge i et kuld, som vejede 171 gram. Han var selvfølgelig enebarn. Men moderen gik 9½ måned mellem ham og hendes forrige kuld. Og til trods for hans størrelse blev han smuttet ud som en mandel. Der var ingen tegn på, at fødslen overhovedet havde været besværet, selvom han var stor, og selvom hun havde fået lov at gå 9½ måned mellem ham og det forrige kuld. Grunden til, jeg ventede, var ikke, at hun havde svært ved at komme sig efter det forrige kuld, men fordi jeg ikke havde hastværk med at få hende i avl igen.
Igen er der tale om, at man skal vurdere fra hun til hun, hvad der vil være bedst for netop den hun. Jeg har hunner, der ville blive temmelig fede, hvis de skulle vente 9½ måned inden næste kuld. Men jeg har også hunner, hvor jeg ikke har et problem med at lade dem vente længere, end hvad normen ellers er, fordi jeg vælger at vurdere, hvilken form de er i, hellere end at holde mig til diverse regler.
Det er klart, at man nok ikke skal vente flere år mellem kuldene, men jeg kender til flere opdrættere, som har ventet op til 1 år mellem kuldene uden problemer.
Når man ser på, at vores tamme marsvin jo ikke er bygget til at være avlsmaskiner, og det er ret hårdt for deres kroppe at bære et kuld og opfostre dem, så er det vigtigere at se på, hvilken kondition dyret er i, og hvor lang pause man kan give dem, end at sætte faste rammer for, hvornår de SKAL have det næste kuld. Det er bedre for hunnens krop at vente lidt længere, hvis hendes form kan holde til det, end at lade hunnen få flere kuld hurtigt efter hinanden.
Her er der nok nogen der så vil tænke: ”Jamen i naturen…!!!”.
Ja, det er rigtigt, at i naturen bliver hunnerne parret meget unge og bliver drægtige igen, ligeså snart de har født, og får kuld på kuld på kuld. Men de dør til gengæld også meget unge, netop fordi de i naturen lever som avlsmaskiner.
Vores domesticerede marsvin er meget forskellige fra de marsvin, der lever i naturen, eller sågar de marsvin der lever i fangenskab i Peru og bruges som fødevare.
Udseendemæssigt ligner de hinanden meget. Men der er mange andre ting, der har ændret sig, efter de vilde marsvin blev bragt til Europa og domesticeret for flere hundrede år siden.
Og vil vi undgå, at vores avlsmarsvin skal dø ligeså unge, som de gør i naturen, så er det vigtigt at tænke på, at hunnens krop har brug for en pause mellem kuldene. Men samtidig også, at det er individuelt og meget afhængigt at hunnens kondition, hvor lang den pause egentligt skal være.
Artiklen blev også bragt i Dansk Marsvineklubs medlemsblad i 2012