Xenobi og Cheese - to hanner med så perfekt matchende kemi, at de fandt hinanden med det samme, til trods for, at de begge tidligere har gået med hunner.
Da de blev adskilt, fordi Cheese skulle være aktiv i avlen igen, blev Xenobi ved med at gå og kalde på ham. Jeg prøvede flere gange at teame ham op med andre hanner i stedet for, men ingen af dem var Cheese og Xenobi fløj på hver eneste af dem. Da jeg efter en uges tid satte Cheese tilbage til Xenobi igen, for at se reaktionen, ændrede Xenobi fuldstændig adfærd. Han accepterede Cheese med det samme.
Da de blev adskilt, fordi Cheese skulle være aktiv i avlen igen, blev Xenobi ved med at gå og kalde på ham. Jeg prøvede flere gange at teame ham op med andre hanner i stedet for, men ingen af dem var Cheese og Xenobi fløj på hver eneste af dem. Da jeg efter en uges tid satte Cheese tilbage til Xenobi igen, for at se reaktionen, ændrede Xenobi fuldstændig adfærd. Han accepterede Cheese med det samme.
Flere hanner sammen?
Af Annbritt Jørgensen, Cavy Cats Opdræt
Jeg vil her tage hul på endnu en af de myter, der eksistere omkring marsvin: At to eller flere hanmarsvin ikke kan gå sammen.
Dette passer i de allerfleste tilfælde ikke.
Det handler bare om, at man skal finde nogle hanner, hvor deres personlighed og kemi passer sammen. Alle marsvin har forskellig personlighed, og forskellige racer har forskelligt temperament.
Man skal selvsagt ikke regne med at kunne sætte to over-dominante hanner sammen. Men en dominant han vil ofte kunne fungere fint med en, der ikke er dominant.
Med dominante hanner er det ofte et spørgsmål om, at den han man vælger som burkammerat er omkring de 4-6 uger, da den dominante han som regel ikke vil se så ung en han som værende en trussel. Dermed lærer den unge han fra tidlig alder, at det er den ældre, dominerende han, der bestemmer og de vil ofte kunne forblive i en harmonisk duo resten af livet.
Men hvad så med to voksne hanner?
I nogle tilfælde vil man også kunne sætte to voksne hanner sammen. Det er igen et spørgsmål om, at deres kemi og personlighed skal passe sammen. Ved nogle racer vil det være nemmere at sammenføre voksne hanner end ved andre.
Og flere hanner sammen?
Ja, det kan også lade sig gøre. Igen: Personlighed og kemi skal passe sammen. Så længe den passer sammen, er der faktisk ingen begrænsninger for, hvor mange hanner man kan sætte sammen, så længe pladsen er stor nok.
Det største antal hanner jeg har haft gående sammen på en gang, var 15. Alderen på dem varierede fra 4 mdr til 8 mdr.
I skrivende stund har jeg 5 grupper med 2 voksne hanner i hver, samt en gruppe med 4 hanner, hvor alderen variere fra 4 mdr til 1½ år, og en gruppe med 5 hanner, hvor alderen variere fra 5 mdr til lige over 1 år.
Hvad så når hannerne har gået med hun?
Mange påstår, at når en han først har gået med en hun, så vil man ikke kunne sætte den sammen med en anden han igen.
Dette er som regel også forkert. Det er rigtig nok, at det ikke er sikkert man kan sætte den sammen med en JÆVNALDRENDE han igen, men man vil som regel altid kunne sætte den sammen med en hanunge på 4-6 uger, uanset om den tidligere har gået med en hun.
Man kan dog også være heldig at man kan sammenføre voksne hanner, der har gået med hun tidligere. Dette har jeg selv haft held til et par gange. Men som altid er det også her et spørgsmål om hannernes personlighed og kemi.
Når det kommer til sammenføringen, så er der mange som mener, at man skal prøve at sætte dem sammen på et neutralt sted først.
Den metode er jeg personligt ikke tilhænger af. Jeg mener, at hvis dyrene ikke vil enes, så vil de ikke enes, uanset hvor de får lov at mødes henne.
Så jeg plejer som regel bare at give dem et rent bur og sætte dem sammen og se hvad der sker.
Går det, så går det. Går det ikke, så må jeg skille dem ad igen.
Man kan som regel se i løbet af ganske kort tid om det vil kunne fungere eller ej, hvis man aflæser hannernes signaler.
Begynder de at stå og klapre tænder af hinanden, med strittende pels og vrikkende rumper, så vil der ofte ikke gå ret lang tid, før den ene springer på den anden. Allerede der ved man, at det ikke vil fungere og man kan ligeså godt lade være med at forsøge igen, for det vil bare stresse dyrene.
Oplever man derimod situationer, hvor den ene han begynder at parre den anden han, uden at den han der bliver parret, gør ret meget for at modsætte sig det, så ved man, at man har fået sat en dominant han sammen med en underdanig han. At den ene han parrer den anden er et tegn på dominans. En sådan kombination vil ofte fungere rigtig godt (der eksistere teorier om, at nogle hanmarsvin faktisk har homoseksuelle tendenser), så længe den dominante han ikke bliver alt for voldsom. Dominansparringerne vil som regel ophøre efter et stykke tid, og de to hanner vil falde til ro i en harmonisk duo.
Man kan også være heldig, at man får sat to underdanige hanner sammen, hvor ingen af dem har nogen interesse i at skulle markere sig overfor den anden.
Første gang jeg selv oplevede dette, var med to avlshanner på 1½ år, som begge kom direkte fra hver deres hun og skulle have en pause fra avlen. Så jeg satte den ene han ind til den anden i et rent bur og deres første reaktion var at lægge sig på hver sin side af madskålen og sove. De fungerede perfekt på den måde indtil jeg besluttede at gøre dem aktive i avlen igen.
Der er ingen regel uden undtagelser, og en sjælden gang imellem kan man være uheldig at en han er så voldsomt dominant, at han overhovedet ikke kan med andre hanner, heller ikke selvom det bare er unger man forsøger at sammensætte ham med.
Spørgsmålet er så, hvor ønskværdigt det er at videreføre en han med sådan et temperament i avl? For risikoen vil være der for, at han får videregivet dette temperament til sine unger, og en seriøs avler bør så vidt muligt undgå, at fremavle marsvin med så dårligt temperament.
Derfor er det bedste man kan gøre for sådan en han, at få ham kastreret, så han i stedet kan gå og holde styr på en flok marsvinehunner. Overdominante hanner er næsten altid perfekte som kastrater.
Jeg vil her tage hul på endnu en af de myter, der eksistere omkring marsvin: At to eller flere hanmarsvin ikke kan gå sammen.
Dette passer i de allerfleste tilfælde ikke.
Det handler bare om, at man skal finde nogle hanner, hvor deres personlighed og kemi passer sammen. Alle marsvin har forskellig personlighed, og forskellige racer har forskelligt temperament.
Man skal selvsagt ikke regne med at kunne sætte to over-dominante hanner sammen. Men en dominant han vil ofte kunne fungere fint med en, der ikke er dominant.
Med dominante hanner er det ofte et spørgsmål om, at den han man vælger som burkammerat er omkring de 4-6 uger, da den dominante han som regel ikke vil se så ung en han som værende en trussel. Dermed lærer den unge han fra tidlig alder, at det er den ældre, dominerende han, der bestemmer og de vil ofte kunne forblive i en harmonisk duo resten af livet.
Men hvad så med to voksne hanner?
I nogle tilfælde vil man også kunne sætte to voksne hanner sammen. Det er igen et spørgsmål om, at deres kemi og personlighed skal passe sammen. Ved nogle racer vil det være nemmere at sammenføre voksne hanner end ved andre.
Og flere hanner sammen?
Ja, det kan også lade sig gøre. Igen: Personlighed og kemi skal passe sammen. Så længe den passer sammen, er der faktisk ingen begrænsninger for, hvor mange hanner man kan sætte sammen, så længe pladsen er stor nok.
Det største antal hanner jeg har haft gående sammen på en gang, var 15. Alderen på dem varierede fra 4 mdr til 8 mdr.
I skrivende stund har jeg 5 grupper med 2 voksne hanner i hver, samt en gruppe med 4 hanner, hvor alderen variere fra 4 mdr til 1½ år, og en gruppe med 5 hanner, hvor alderen variere fra 5 mdr til lige over 1 år.
Hvad så når hannerne har gået med hun?
Mange påstår, at når en han først har gået med en hun, så vil man ikke kunne sætte den sammen med en anden han igen.
Dette er som regel også forkert. Det er rigtig nok, at det ikke er sikkert man kan sætte den sammen med en JÆVNALDRENDE han igen, men man vil som regel altid kunne sætte den sammen med en hanunge på 4-6 uger, uanset om den tidligere har gået med en hun.
Man kan dog også være heldig at man kan sammenføre voksne hanner, der har gået med hun tidligere. Dette har jeg selv haft held til et par gange. Men som altid er det også her et spørgsmål om hannernes personlighed og kemi.
Når det kommer til sammenføringen, så er der mange som mener, at man skal prøve at sætte dem sammen på et neutralt sted først.
Den metode er jeg personligt ikke tilhænger af. Jeg mener, at hvis dyrene ikke vil enes, så vil de ikke enes, uanset hvor de får lov at mødes henne.
Så jeg plejer som regel bare at give dem et rent bur og sætte dem sammen og se hvad der sker.
Går det, så går det. Går det ikke, så må jeg skille dem ad igen.
Man kan som regel se i løbet af ganske kort tid om det vil kunne fungere eller ej, hvis man aflæser hannernes signaler.
Begynder de at stå og klapre tænder af hinanden, med strittende pels og vrikkende rumper, så vil der ofte ikke gå ret lang tid, før den ene springer på den anden. Allerede der ved man, at det ikke vil fungere og man kan ligeså godt lade være med at forsøge igen, for det vil bare stresse dyrene.
Oplever man derimod situationer, hvor den ene han begynder at parre den anden han, uden at den han der bliver parret, gør ret meget for at modsætte sig det, så ved man, at man har fået sat en dominant han sammen med en underdanig han. At den ene han parrer den anden er et tegn på dominans. En sådan kombination vil ofte fungere rigtig godt (der eksistere teorier om, at nogle hanmarsvin faktisk har homoseksuelle tendenser), så længe den dominante han ikke bliver alt for voldsom. Dominansparringerne vil som regel ophøre efter et stykke tid, og de to hanner vil falde til ro i en harmonisk duo.
Man kan også være heldig, at man får sat to underdanige hanner sammen, hvor ingen af dem har nogen interesse i at skulle markere sig overfor den anden.
Første gang jeg selv oplevede dette, var med to avlshanner på 1½ år, som begge kom direkte fra hver deres hun og skulle have en pause fra avlen. Så jeg satte den ene han ind til den anden i et rent bur og deres første reaktion var at lægge sig på hver sin side af madskålen og sove. De fungerede perfekt på den måde indtil jeg besluttede at gøre dem aktive i avlen igen.
Der er ingen regel uden undtagelser, og en sjælden gang imellem kan man være uheldig at en han er så voldsomt dominant, at han overhovedet ikke kan med andre hanner, heller ikke selvom det bare er unger man forsøger at sammensætte ham med.
Spørgsmålet er så, hvor ønskværdigt det er at videreføre en han med sådan et temperament i avl? For risikoen vil være der for, at han får videregivet dette temperament til sine unger, og en seriøs avler bør så vidt muligt undgå, at fremavle marsvin med så dårligt temperament.
Derfor er det bedste man kan gøre for sådan en han, at få ham kastreret, så han i stedet kan gå og holde styr på en flok marsvinehunner. Overdominante hanner er næsten altid perfekte som kastrater.
Mumin (2 år) og Slam Bam (3 år) er to hanner, som udviklede så stor kærlighed til hinanden, at de begyndte at vælte skillevæggen mellem deres bure og til trods for, at de begge gik sammen med hunner, så ville de hellere være sammen med hinanden. Dette resulterede i, at jeg flere gange oplevede at komme ud til en væltet skillevæg, hvor Mumin og Slam Bam lå tæt op af hinanden i det ene bur, mens deres hunner havde samlet sig i det andet.
Jeg måtte gøre, så de ikke længere kunne se hinanden, før nogen af dem begyndte at gøre hunnerne drægtige igen. De to "lovers" fik et hav imellem sig, da Mumin blev sendt til England.
Jeg måtte gøre, så de ikke længere kunne se hinanden, før nogen af dem begyndte at gøre hunnerne drægtige igen. De to "lovers" fik et hav imellem sig, da Mumin blev sendt til England.
