Fakta om marsvin
Af Regitze Kruuse, Lynx-Q opdræt
Vilde marsvin
Rige: Animalia
Phylum: Chordata
Klasse: Mammalia Herunder mennesker:
Orden: Rodentia Primat
Underorden: Caviomorpha Haplorrhini
Overfamilie: Cavioidae Hominoidea
Familie: Caviidae Hominidae
Genus: Cavia Homo
Art: Porcellus Sapiens (menneske)
Familien Caviidae omfatter 5 slægter med 16 underarter:
- Genus Kerodon består af 1 art: K.rupestries (klippemarsvin)
- Genus Monticavia består 1 art: M.niata (bjergmarsvin)
- Genus Dolichotis består af 2 arter: D.salinicola og D.patagonum (maraer)
- Genus Micocavia består af 2 arter: M.australis og M.shiptonia
- Genus Galea består af 3 arter: G.flavidens, G.musteloides og G.spixii (gultandede marsvin)
- Genus Cavia består af 7 arter: C.anolamie, C.aperea porcellus, C.guianae, C.nana, C.aoerea, C.fulgida og C.tschudii
Vilde marsvins rygfarver er mørk grå, rødliggul eller grå, nærmest som harer og hjorte; bugen er lys hvidlig eller rødliggul. Pelsen er kort og glat med et halvskaldet område bag ørerne og en hårløs plet på indersiden af forbenene. De er tætbyggede med korte ben med 3 tæer på bagpoterne og 4 på forpoterne og skarpe kløer, der slibes på den ru og tørre jord; trædepuderne er lidt sarte overfor fx ståltrådsbund (dette gælder selvsagt kun tammarsvin!).
Det hedder forresten kløer, for kun mennesker, aber, flodheste, elefanter og næsehorn har negle; alle andre dyr har kløer, klove eller hove.
Skelettet består af 258 knogler; heraf 34 i ryggen; 43 i forbenene; 36 i bagbenene; og de resterende 145 til kranium, ribben og bryst. De har ingen synlig hale, selvom de har 7 tæt sammenvoksede haleknogler. Marsvin indeholder forholdsvist meget blod, nemlig 75 ml. De er 20-40 cm lange og vejer gennemsnitligt 500-1500 gram.
I modsætning til andre gnavere er marsvinetænder hvide, ikke gullige; de har 2 par fortænder og 4 par kindtænder, men ingen hjørnetænder. Tænderne er rodløse og vokser hele livet, og de slibes både ved den hårde føde (især hø) og ved at gnave i hårde genstande, fx grene eller gulerødder. Marsvin tygger fra side til side som fx køer og lamaer. De bruger de forreste tænder til at afbide føden og kindtænder til at tygge med. Selvom man ikke skulle tro det, kan hun sagtens udvælge et enkelt foderemne og spise det .... derfor kan hun også sortere i madskålen og først tage de lækreste bidder.
Øjnene er store og anbragt på siden af hovedet, hvilket giver et bredt synsfelt, men de kan ikke se, hvad der er lige for snuden af dem …. og kan dermed heller ikke se, hvad de spiser! De har dårligt syn; det menes, at de måske har farvesans. De har en veludviklet høresans (125-50.000 hertz; mennesket: 20-20.000 hertz), hvorfor de ikke bryder sig om høje lyde. Ørerne har som oftest kun let behåring og er varmeregulerende.
Den gode lugtesans bruges til orientering, men de er ikke ret gode til at finde vej. De har følsomme knurhår omkring snuden og ved øjnene. De duftmarkerer med urin og fra kirtler på ryggen og ved anus. Over haleroden har de en såkaldt fedtplet, der udskiller en fedtet substans, der vist er til sexuel markering. Hanner udskiller desuden en lidt stram duft, når de skal gøre indtryk på en hun.
Musklerne er meget stærkere end knoglerne, så marsvin kan brække noget alene ved at stritte imod. Deres ideale vægt og muskelfylde opnås, når de er 1½-3 år. Her regnes de som fuldvoksne.
De ser klumpede ud, men er forbløffende adrætte og kan løbe ret hurtigt, selvom de ikke kan springe over andet end små forhindringer. Den almindelige gangart er en pote frem af gangen, hvilket også bruges med en lidt højere hastighed, men hvis det gælder flugt sætter de i fuldt firspring med forpoter-bagpoter-forpoter-bagpoter. De kan spurte afsted i meget høj fart; et hurtigt check gav mig noget i retning af 10 meter på 15 sekunder, hvilket vil svare til 2-2½ km/t, men det er klart, at de slet ikke kan holde den hastighed i længere tid af gangen.
Forunderligt nok er de gode svømmere og kan svømme flere kilometer, hvis hjemegnen fx bliver oversvømmet.
Marsvin lever i lyntempo, selvom de til forskel fra hamstere (der kun lever et par år) kan blive 5-7 år (1 marsvineår svarer nogenlunde til 10 menneskeår). Stofskiftet er meget hurtigt; hjertet slår 280 (230-370) gange/minut (menneske: 60-80 gange/minut), og de trækker vejret 84-90 gange/minut (menneske: 12-16 gange/minut). Som de fleste pattedyr trækker de vejret gennem næsen, men de kan også gabe inderligt for lige at få et ilttilskud.
Vildtlevende Cavia (marsvin) lever i flokke i op til 4200 meters højde i de nordvestlige Andesbjerge i Sydamerika (Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia og Paraguay), hvor minimumtemperaturen aldrig er under 10°; klimaet er ørkenagtigt tørt uden megen regn og forholdsvist lave temperaturer. De er mest aktive morgen og aften, hvor rovdyrene er mindre livlige. Den fysiske forskel på dem og domesticerede marsvin er, at de vilde er mindre med længere og slankere krop og længere ben.
De er meget udforskende, nysgerrige og interesserede i omgivelserne; alt skal undersøges og gnaves i, uanset om det er mad eller ej.
Marsvin holder til i mange former for terræn - fx åbne græssletter, skovbryn, sumpe og klippesider, hvor de i flok og følge spiser vilde urter, frø, græs og små frugter, men de rører aldrig nogen form for animalsk føde. De samler heller ikke føde til dårlige tider, men lever fra dag til dag - dog kan de sagtens finde på at snuppe en bid grønt og fare i skjul med det, så de andre ikke kan få fat i det. De kan have tygget mad i kindposerne, som de 'tygger drøv' på og har desuden et fedtdepot på halsen; det ligner kattes rovdyrpung på bugen.
De er meget sociale, hilser på hinanden snude til snude og lever i grupper på 5-10 dyr, anført af en han; der findes dog kolonier på op til 50 dyr. Trygheden er i gruppen. Disse har et lineært hieraki, og kun alfahannen parrer sig. De unge hanner danner vist ungkarlegrupper, når de bliver kønsmodne, ellers bliver de dræbt eller forjaget fra flokken.
Flokken bor i huler, som de overtager fra andre dyr; klippesprækker etc kan også bruges; kun i sjældne tilfælde graver de selv en nødtørftig gang. Her sover de hyggeligt i store bunker, hvilket nogle tamme marsvin også gør, mens andre foretrækker at ligge i hver sit hjørne. Bortset fra som soveplads bruger marsvin ikke deres huler som decideret bosted; de bygger heller ikke rede eller bruger hulen som opfostringshjem; ungerne skal tværtimod straks følge med mor ud i verden.
Marsvin er byttedyr, og hurtige bevægelser (især oppefra) og pludselige lyde udløser flugtreaktion, der endda kan ende i ren panik, hvor dyrene styrter blindt afsted uden hensyn til, om der står noget eller nogen i vejen, men der er alligevel en form for metode i deres flugt, for hvis en flok græssende marsvin bliver skræmt, styrter de alle i hver sin retning - endda lige mod rovdyret, så det nærmest ligner en eksplosion, hvilket sandsynligvis har til formål at forvirre fjenden. De farer hellere i skjul een gang for meget end een gang for lidt.
I særligt skræmmende tilfælde stivner de helt eller forsøger at spille død af lutter skræk, men hvis de blot er lidt usikre på, hvad der foregår, sniffer de forsøgsvis og stirrer med store øjne på den mulige trussel. Selvom man kan se det hvide i øjnene, når de kigger andre steder hen, er det utvetydigt, når dyret viser det hvide i øjnene af skræk; forskellen er ganske vist minimal, men det hvide er da snarere en ring end en ’halvmåne’.
I mindst 5000 år er Cavia blevet holdt som maddyr og kæledyr hos de sydamerikanske indianere i Andesbjergene (især i Peru); de udfylder samme økologiske niche som køer. Under inkaerne (1200-1532) blev de avlet i alverdens farvevarianter, og de blev holdt fra Venezuela til Chile. Man er ikke sikker på Porcellus’ (tammarsvinets) direkte afstamning, men noget tyder på, at de er domesticerede efterkommere af genus Cavia aoerea, Cavia tschudii eller Cavia fulgida; disse findes stadig vildtlevende, hvorimod tammarsvinet aldrig har levet vildt. Rester af de første ægte marsvin er fundet i det centrale Chile og stammer fra c.1500, men i Culebras har fundet knogler fra mad-marsvin (Cavia Cobayo) fra 2500 fvt.
I Andesbjergene kan man ikke holde store køddyr, så sydamerikanerne holder marsvin i stedet; disse kan veje op til 3 kilo. Dyrene holdes i køkkenerne, hvor de spiser køkkenaffald, korn og hø. Sorte marsvin har en meget høj status og koster 3 gange så meget som andre farver, for de bruges til magiske formål. Marsvin spises især ved særlige lejligheder (fx bryllup eller religiøse fester), men de kan også sælges på markedet for at skaffe andre madvarer.
Der findes store farme, der sælger dyrene slagtede og pænt indpakkede i folie til supermarkedernes frysediske. Efter sigende spiser peruvianerne henved 65 millioner marsvin om året. Kødet er fint, fedtfattigt, proteinrigt og meget saftigt; smagen er nærmest som en meget lækker svinekotelet. På Napena’s hjemmeside findes et par opskrifter, oversat af Gitte Bramm i AgurkeTidende (Dansk Marsvineklubs medlemsblad); desuden findes opskrifter på Wikipedia.org.
Liv & levned
Tammarsvinet kom til Europa med nederlandske søfolk i slutningen af 1500tallet; dyrene kan leve længe under trange forhold, så de var nemme at have ombord på skibene; nogle mener, at allerede Elizabeth I (†1603) havde et marsvin som kæledyr. I 1554 beskrev schweizeren Conrad Gessner dyret, og William Harvey brugte ordet "Ginny pig" i 1653, men ingen kan rigtigt forklare, hvorfor det kom til at hedde "guinea pig" (gris fra Guinea) eller "marsvin".
På flere sprog kaldes de noget med hav, (Vest)Indien eller gris; det sidste skal måske blot forstås som 'mad-køddyr', eftersom sejlskibene naturligvis provianterede i Den Nye Verden inden turen hjemover havet, og disse små 'grise' var glimrende, levende proviant på den flere måneder lange rejse.
De indførte dyr blev forædlede, og nu er de kæledyr over det meste af verden. Deres engelske navn ’guinea pig’ betyder ikke kun marsvin; det dækker tillige den generelle betegnelse for ’forsøgsdyr’, for de er blevet brugt til dette formål siden 1780erne; i 2007 var dog kun 2% af alle forsøgsdyr marsvin. De bruges nu mest til forsøg med tuberkulose, skørbug (C-vitaminmangel) og æggehvidestofoverfølsomhed, og da de har en særlig insulinmutation, bruges de også til forsøg med sukkersyge hos unge.
De første rummarsvin fløj med den russiske Sputnik 9 den 9.marts 1961; de landede sikkert på jorden igen; siden sendte Kina en satellit op med marsvin i 1990. Hvem citerede The Muppets: "Piiiigs in spaaaace!"?
Et tammarsvin af hunkøn bliver c.21 cm langt og vejer gennemsnitligt 800-1200 gram. Hun skal helst have en daglig løbetur på stuegulvet eller i en løbegård, men pas på med ledninger og den slags, for hun gnaver i alt, hvad der kommer hendes snude forbi. Hun er ’hvalp’ i 4 måneder, men er først fuldvoksen, når hun er 15 måneder, og i dén tid er hun også mest livlig og nysgerrig. Hun bliver 5-6 år, og i sjældne tilfælde helt op til 17 år! Guinness Book of Records har registreret et marsvin på 14 år 10½ måned, men der kendes til et marsvin, der er blevet ældre. Hun når sin maximale vægt, når hun er 16-18 måneder; herefter kan vægten langsomt aftage. Han måler c.29 cm og vejer gennemsnitligt 1000-1500 gram som fuldvoksen - dog kan enkelte racer som fx sølvagoutier blive større, og cuy'er bliver næsten dobbelt så store (begge køn).
Ved sjældne lejligheder kan hun hoppe op til 45 cm, men hun er ikke glad for højder, så hold hende tæt med den ene hånd om skuldrene bag forbenene og støt den tunge rumpe; hendes bugside holdes mod brystet, så hun ikke risikerer at falde ned, hvis hun pludselig spræller. Man må aldrig løfte hende i nakkeskindet; det er meget smertefuldt for hende.
Det sjoveste ved marsvinet er næsten, når hun 'popcorner' - det vil sige foretager de mest besynderlige krumspring af lutter livsglæde. Da kan hun hoppe helt op til 20 cm lige op luften, sprinte rundt som en vanvittig, mens hun hopper kejtet afsted og ofte snubler over sine egne ben af ren og skær begejstring - faktisk ser hun ud til at lide af et slemt anfald af epilepsi!
Hvis det er varmt i vejret, bliver hun ligesom os mere sløv, men vågner op hen på aftenen. Hun kan være både dag- og nataktiv, men især når der sker noget i rummet; hun følger gerne sin ejer ved at være vågen, når hun/han er det, og slapper så af og sover, når mennesket er ude af huset (fx på arbejde eller indkøb).
Hun sover kun 4-5 timer, og det sker ikke i een lang søvn, men derimod i ganske korte perioder på højst 4 minutter af gangen; undertiden så kort som 6 sekunder! Marsvin er verdensmestre i power-napping! Man kan sagtens gribe hende i at ligge afslappet i buret, når man træder ind i rummet, men når man kommer nærmere, løfter hun hovedet for lige at checke, hvad man er ude på. Hun har næsten altid åbne øjne (også når hun sover! Kun bebser sover egentlig med lukkede øjne) og blinker sjældent; det generer hende heller ikke meget at få noget i øjet, hvorimod hun undgår skarpt lys.
Hvis man fx har hende liggende på sofaen (efter en hyggetur på skødet), ligger hun tilsyneladende blot og hviler, men hvis man rører hende, giver hun et lille spjæt, for hun sov faktisk og blev lidt forskrækket.
Hvis hun derimod bliver rigtigt forskrækket og er flygtet bort fra faren, kan man bagefter - når man tager hende op for at trøste - se, at øjnene er vidt opspærret med en tydelig hvid ring omkring iris.
Hun har en kirtel i inderste øjenkrog, der udskiller et mælkeagtigt sekret, der bruges til pleje af pelsen. Det overskydende størkner næsten som ’søvn’; det fjernes let med en negl.
Hun strækker sig undertiden med bagbenene så langt bagud, hun kan, med trædepuderne lige op i luften, mens hun gaber hjerteligt og rækker forpoterne langt frem foran sig; hun bliver næsten(!) 3 meter lang! - Det er ikke uventet et udtryk for velvære.
Vilde marsvin
Rige: Animalia
Phylum: Chordata
Klasse: Mammalia Herunder mennesker:
Orden: Rodentia Primat
Underorden: Caviomorpha Haplorrhini
Overfamilie: Cavioidae Hominoidea
Familie: Caviidae Hominidae
Genus: Cavia Homo
Art: Porcellus Sapiens (menneske)
Familien Caviidae omfatter 5 slægter med 16 underarter:
- Genus Kerodon består af 1 art: K.rupestries (klippemarsvin)
- Genus Monticavia består 1 art: M.niata (bjergmarsvin)
- Genus Dolichotis består af 2 arter: D.salinicola og D.patagonum (maraer)
- Genus Micocavia består af 2 arter: M.australis og M.shiptonia
- Genus Galea består af 3 arter: G.flavidens, G.musteloides og G.spixii (gultandede marsvin)
- Genus Cavia består af 7 arter: C.anolamie, C.aperea porcellus, C.guianae, C.nana, C.aoerea, C.fulgida og C.tschudii
Vilde marsvins rygfarver er mørk grå, rødliggul eller grå, nærmest som harer og hjorte; bugen er lys hvidlig eller rødliggul. Pelsen er kort og glat med et halvskaldet område bag ørerne og en hårløs plet på indersiden af forbenene. De er tætbyggede med korte ben med 3 tæer på bagpoterne og 4 på forpoterne og skarpe kløer, der slibes på den ru og tørre jord; trædepuderne er lidt sarte overfor fx ståltrådsbund (dette gælder selvsagt kun tammarsvin!).
Det hedder forresten kløer, for kun mennesker, aber, flodheste, elefanter og næsehorn har negle; alle andre dyr har kløer, klove eller hove.
Skelettet består af 258 knogler; heraf 34 i ryggen; 43 i forbenene; 36 i bagbenene; og de resterende 145 til kranium, ribben og bryst. De har ingen synlig hale, selvom de har 7 tæt sammenvoksede haleknogler. Marsvin indeholder forholdsvist meget blod, nemlig 75 ml. De er 20-40 cm lange og vejer gennemsnitligt 500-1500 gram.
I modsætning til andre gnavere er marsvinetænder hvide, ikke gullige; de har 2 par fortænder og 4 par kindtænder, men ingen hjørnetænder. Tænderne er rodløse og vokser hele livet, og de slibes både ved den hårde føde (især hø) og ved at gnave i hårde genstande, fx grene eller gulerødder. Marsvin tygger fra side til side som fx køer og lamaer. De bruger de forreste tænder til at afbide føden og kindtænder til at tygge med. Selvom man ikke skulle tro det, kan hun sagtens udvælge et enkelt foderemne og spise det .... derfor kan hun også sortere i madskålen og først tage de lækreste bidder.
Øjnene er store og anbragt på siden af hovedet, hvilket giver et bredt synsfelt, men de kan ikke se, hvad der er lige for snuden af dem …. og kan dermed heller ikke se, hvad de spiser! De har dårligt syn; det menes, at de måske har farvesans. De har en veludviklet høresans (125-50.000 hertz; mennesket: 20-20.000 hertz), hvorfor de ikke bryder sig om høje lyde. Ørerne har som oftest kun let behåring og er varmeregulerende.
Den gode lugtesans bruges til orientering, men de er ikke ret gode til at finde vej. De har følsomme knurhår omkring snuden og ved øjnene. De duftmarkerer med urin og fra kirtler på ryggen og ved anus. Over haleroden har de en såkaldt fedtplet, der udskiller en fedtet substans, der vist er til sexuel markering. Hanner udskiller desuden en lidt stram duft, når de skal gøre indtryk på en hun.
Musklerne er meget stærkere end knoglerne, så marsvin kan brække noget alene ved at stritte imod. Deres ideale vægt og muskelfylde opnås, når de er 1½-3 år. Her regnes de som fuldvoksne.
De ser klumpede ud, men er forbløffende adrætte og kan løbe ret hurtigt, selvom de ikke kan springe over andet end små forhindringer. Den almindelige gangart er en pote frem af gangen, hvilket også bruges med en lidt højere hastighed, men hvis det gælder flugt sætter de i fuldt firspring med forpoter-bagpoter-forpoter-bagpoter. De kan spurte afsted i meget høj fart; et hurtigt check gav mig noget i retning af 10 meter på 15 sekunder, hvilket vil svare til 2-2½ km/t, men det er klart, at de slet ikke kan holde den hastighed i længere tid af gangen.
Forunderligt nok er de gode svømmere og kan svømme flere kilometer, hvis hjemegnen fx bliver oversvømmet.
Marsvin lever i lyntempo, selvom de til forskel fra hamstere (der kun lever et par år) kan blive 5-7 år (1 marsvineår svarer nogenlunde til 10 menneskeår). Stofskiftet er meget hurtigt; hjertet slår 280 (230-370) gange/minut (menneske: 60-80 gange/minut), og de trækker vejret 84-90 gange/minut (menneske: 12-16 gange/minut). Som de fleste pattedyr trækker de vejret gennem næsen, men de kan også gabe inderligt for lige at få et ilttilskud.
Vildtlevende Cavia (marsvin) lever i flokke i op til 4200 meters højde i de nordvestlige Andesbjerge i Sydamerika (Colombia, Ecuador, Peru, Bolivia og Paraguay), hvor minimumtemperaturen aldrig er under 10°; klimaet er ørkenagtigt tørt uden megen regn og forholdsvist lave temperaturer. De er mest aktive morgen og aften, hvor rovdyrene er mindre livlige. Den fysiske forskel på dem og domesticerede marsvin er, at de vilde er mindre med længere og slankere krop og længere ben.
De er meget udforskende, nysgerrige og interesserede i omgivelserne; alt skal undersøges og gnaves i, uanset om det er mad eller ej.
Marsvin holder til i mange former for terræn - fx åbne græssletter, skovbryn, sumpe og klippesider, hvor de i flok og følge spiser vilde urter, frø, græs og små frugter, men de rører aldrig nogen form for animalsk føde. De samler heller ikke føde til dårlige tider, men lever fra dag til dag - dog kan de sagtens finde på at snuppe en bid grønt og fare i skjul med det, så de andre ikke kan få fat i det. De kan have tygget mad i kindposerne, som de 'tygger drøv' på og har desuden et fedtdepot på halsen; det ligner kattes rovdyrpung på bugen.
De er meget sociale, hilser på hinanden snude til snude og lever i grupper på 5-10 dyr, anført af en han; der findes dog kolonier på op til 50 dyr. Trygheden er i gruppen. Disse har et lineært hieraki, og kun alfahannen parrer sig. De unge hanner danner vist ungkarlegrupper, når de bliver kønsmodne, ellers bliver de dræbt eller forjaget fra flokken.
Flokken bor i huler, som de overtager fra andre dyr; klippesprækker etc kan også bruges; kun i sjældne tilfælde graver de selv en nødtørftig gang. Her sover de hyggeligt i store bunker, hvilket nogle tamme marsvin også gør, mens andre foretrækker at ligge i hver sit hjørne. Bortset fra som soveplads bruger marsvin ikke deres huler som decideret bosted; de bygger heller ikke rede eller bruger hulen som opfostringshjem; ungerne skal tværtimod straks følge med mor ud i verden.
Marsvin er byttedyr, og hurtige bevægelser (især oppefra) og pludselige lyde udløser flugtreaktion, der endda kan ende i ren panik, hvor dyrene styrter blindt afsted uden hensyn til, om der står noget eller nogen i vejen, men der er alligevel en form for metode i deres flugt, for hvis en flok græssende marsvin bliver skræmt, styrter de alle i hver sin retning - endda lige mod rovdyret, så det nærmest ligner en eksplosion, hvilket sandsynligvis har til formål at forvirre fjenden. De farer hellere i skjul een gang for meget end een gang for lidt.
I særligt skræmmende tilfælde stivner de helt eller forsøger at spille død af lutter skræk, men hvis de blot er lidt usikre på, hvad der foregår, sniffer de forsøgsvis og stirrer med store øjne på den mulige trussel. Selvom man kan se det hvide i øjnene, når de kigger andre steder hen, er det utvetydigt, når dyret viser det hvide i øjnene af skræk; forskellen er ganske vist minimal, men det hvide er da snarere en ring end en ’halvmåne’.
I mindst 5000 år er Cavia blevet holdt som maddyr og kæledyr hos de sydamerikanske indianere i Andesbjergene (især i Peru); de udfylder samme økologiske niche som køer. Under inkaerne (1200-1532) blev de avlet i alverdens farvevarianter, og de blev holdt fra Venezuela til Chile. Man er ikke sikker på Porcellus’ (tammarsvinets) direkte afstamning, men noget tyder på, at de er domesticerede efterkommere af genus Cavia aoerea, Cavia tschudii eller Cavia fulgida; disse findes stadig vildtlevende, hvorimod tammarsvinet aldrig har levet vildt. Rester af de første ægte marsvin er fundet i det centrale Chile og stammer fra c.1500, men i Culebras har fundet knogler fra mad-marsvin (Cavia Cobayo) fra 2500 fvt.
I Andesbjergene kan man ikke holde store køddyr, så sydamerikanerne holder marsvin i stedet; disse kan veje op til 3 kilo. Dyrene holdes i køkkenerne, hvor de spiser køkkenaffald, korn og hø. Sorte marsvin har en meget høj status og koster 3 gange så meget som andre farver, for de bruges til magiske formål. Marsvin spises især ved særlige lejligheder (fx bryllup eller religiøse fester), men de kan også sælges på markedet for at skaffe andre madvarer.
Der findes store farme, der sælger dyrene slagtede og pænt indpakkede i folie til supermarkedernes frysediske. Efter sigende spiser peruvianerne henved 65 millioner marsvin om året. Kødet er fint, fedtfattigt, proteinrigt og meget saftigt; smagen er nærmest som en meget lækker svinekotelet. På Napena’s hjemmeside findes et par opskrifter, oversat af Gitte Bramm i AgurkeTidende (Dansk Marsvineklubs medlemsblad); desuden findes opskrifter på Wikipedia.org.
Liv & levned
Tammarsvinet kom til Europa med nederlandske søfolk i slutningen af 1500tallet; dyrene kan leve længe under trange forhold, så de var nemme at have ombord på skibene; nogle mener, at allerede Elizabeth I (†1603) havde et marsvin som kæledyr. I 1554 beskrev schweizeren Conrad Gessner dyret, og William Harvey brugte ordet "Ginny pig" i 1653, men ingen kan rigtigt forklare, hvorfor det kom til at hedde "guinea pig" (gris fra Guinea) eller "marsvin".
På flere sprog kaldes de noget med hav, (Vest)Indien eller gris; det sidste skal måske blot forstås som 'mad-køddyr', eftersom sejlskibene naturligvis provianterede i Den Nye Verden inden turen hjemover havet, og disse små 'grise' var glimrende, levende proviant på den flere måneder lange rejse.
De indførte dyr blev forædlede, og nu er de kæledyr over det meste af verden. Deres engelske navn ’guinea pig’ betyder ikke kun marsvin; det dækker tillige den generelle betegnelse for ’forsøgsdyr’, for de er blevet brugt til dette formål siden 1780erne; i 2007 var dog kun 2% af alle forsøgsdyr marsvin. De bruges nu mest til forsøg med tuberkulose, skørbug (C-vitaminmangel) og æggehvidestofoverfølsomhed, og da de har en særlig insulinmutation, bruges de også til forsøg med sukkersyge hos unge.
De første rummarsvin fløj med den russiske Sputnik 9 den 9.marts 1961; de landede sikkert på jorden igen; siden sendte Kina en satellit op med marsvin i 1990. Hvem citerede The Muppets: "Piiiigs in spaaaace!"?
Et tammarsvin af hunkøn bliver c.21 cm langt og vejer gennemsnitligt 800-1200 gram. Hun skal helst have en daglig løbetur på stuegulvet eller i en løbegård, men pas på med ledninger og den slags, for hun gnaver i alt, hvad der kommer hendes snude forbi. Hun er ’hvalp’ i 4 måneder, men er først fuldvoksen, når hun er 15 måneder, og i dén tid er hun også mest livlig og nysgerrig. Hun bliver 5-6 år, og i sjældne tilfælde helt op til 17 år! Guinness Book of Records har registreret et marsvin på 14 år 10½ måned, men der kendes til et marsvin, der er blevet ældre. Hun når sin maximale vægt, når hun er 16-18 måneder; herefter kan vægten langsomt aftage. Han måler c.29 cm og vejer gennemsnitligt 1000-1500 gram som fuldvoksen - dog kan enkelte racer som fx sølvagoutier blive større, og cuy'er bliver næsten dobbelt så store (begge køn).
Ved sjældne lejligheder kan hun hoppe op til 45 cm, men hun er ikke glad for højder, så hold hende tæt med den ene hånd om skuldrene bag forbenene og støt den tunge rumpe; hendes bugside holdes mod brystet, så hun ikke risikerer at falde ned, hvis hun pludselig spræller. Man må aldrig løfte hende i nakkeskindet; det er meget smertefuldt for hende.
Det sjoveste ved marsvinet er næsten, når hun 'popcorner' - det vil sige foretager de mest besynderlige krumspring af lutter livsglæde. Da kan hun hoppe helt op til 20 cm lige op luften, sprinte rundt som en vanvittig, mens hun hopper kejtet afsted og ofte snubler over sine egne ben af ren og skær begejstring - faktisk ser hun ud til at lide af et slemt anfald af epilepsi!
Hvis det er varmt i vejret, bliver hun ligesom os mere sløv, men vågner op hen på aftenen. Hun kan være både dag- og nataktiv, men især når der sker noget i rummet; hun følger gerne sin ejer ved at være vågen, når hun/han er det, og slapper så af og sover, når mennesket er ude af huset (fx på arbejde eller indkøb).
Hun sover kun 4-5 timer, og det sker ikke i een lang søvn, men derimod i ganske korte perioder på højst 4 minutter af gangen; undertiden så kort som 6 sekunder! Marsvin er verdensmestre i power-napping! Man kan sagtens gribe hende i at ligge afslappet i buret, når man træder ind i rummet, men når man kommer nærmere, løfter hun hovedet for lige at checke, hvad man er ude på. Hun har næsten altid åbne øjne (også når hun sover! Kun bebser sover egentlig med lukkede øjne) og blinker sjældent; det generer hende heller ikke meget at få noget i øjet, hvorimod hun undgår skarpt lys.
Hvis man fx har hende liggende på sofaen (efter en hyggetur på skødet), ligger hun tilsyneladende blot og hviler, men hvis man rører hende, giver hun et lille spjæt, for hun sov faktisk og blev lidt forskrækket.
Hvis hun derimod bliver rigtigt forskrækket og er flygtet bort fra faren, kan man bagefter - når man tager hende op for at trøste - se, at øjnene er vidt opspærret med en tydelig hvid ring omkring iris.
Hun har en kirtel i inderste øjenkrog, der udskiller et mælkeagtigt sekret, der bruges til pleje af pelsen. Det overskydende størkner næsten som ’søvn’; det fjernes let med en negl.
Hun strækker sig undertiden med bagbenene så langt bagud, hun kan, med trædepuderne lige op i luften, mens hun gaber hjerteligt og rækker forpoterne langt frem foran sig; hun bliver næsten(!) 3 meter lang! - Det er ikke uventet et udtryk for velvære.
